Anne-Marie Rindom viste endnu engang lovende takter, da hun sejlede sig til en tredjeplads ved World Cup-stævnet i Weymouth i den olympiske bådtype Laser Radial.
I det sidste Medal Race krydsede hun målstregen som nummer to, hvilket betød at hun rykkede op i den samlede top-3 foran briten Alison Young.
Det var hendes tredje podieplacering i 2015 efter hun tidligere på året blandt andet vandt en World Cup i Miami i USA.
Anne-Marie Rindom har allerede sikret Danmark en nationsplads til næste sommers OL i Rio.
Næste store opgave for hende og landsmanden Sarah Gunni, der blev nummer 11 i Weymouth, bliver europamesterskaberne, der sejles i hjemligt farvand i Kaløvig nord for Aarhus i dagene 17.-24. juli.
Sluttede uden for podiepladserne
En række andre danskere var også i aktion i Weymouth, men ingen af dem sluttede på podieplaceringer.
I 49erFX-klassen var tre danske både med i søndagens Medal Race, og de sluttede som nummer fire, fem og seks. Europamestrene og VM-sølvvinderne Ida Marie Baad og Marie Thusgaard var bedst af de tre par, idet de sluttede foran henholdsvis Maiken og Anne-Julie Schütt samt Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen.
I OL-katamaranen Nacra 17 sluttede Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck på en samlet niendeplads. Den anden danske landsholds-Nacra med Allan Nørregaard og Anette Viborg måtte tidligere på ugen udgå på grund af en skade.