Qatar har efterhånden fået fingre i næsten alle store sportsbegivenheder. VM i atletik skal eksempelvis afvikles i den olierige stat i 2019, VM i cykling kommer der til næste år, VM i fodbold er Qatar vært for i 2022, og så var der jo også håndbold-VM tidligere i år.
For blot at nævne nogle af de mange sportsbegivenheder, som Qatar har været eller skal være vært for.
Men selv om Qatar også jagter De Olympiske Lege, der sammen med fodbold-VM har status som verdens største sportsbegivenhed, skal qatarerne ikke regne med, at de bliver værter for Legene i mange år frem.
Doha har forsøgt to gange
Hovedstaden Doha søgte om at blive vært for sommer-OL både i 2016 og 2020, men ingen af gangene blev byens kandidatur vurderet til at være stærkt nok til at komme med i det endelige felt, som medlemmerne af den internationale olympiske komité, IOC, kunne stemme på.
Alt tyder på, at Doha nu vil gå efter værtskabet i 2024. Men i takt med, at Qatar er blevet en markant aktør i sportens verden, er der både herhjemme og mange andre steder i stigende grad fokus på, at Qatar er en udemokratisk stat, som har et ganske andet syn på menneskerettigheder, end vi eksempelvis har i Danmark. Og det kommer formentlig til at koste landet muligheden for at blive OL-vært foreløbig.
Jens Sejer Andersen er international chef i organisationen Play the Game, der blandt andet kæmper for åbenhed i sportens verden. Han er således ret sikker på, at IOC i øjeblikket ikke kan finde på at give et OL-værtskab til Qatar.
- Qatar har oplagt nogle menneskerettighedsproblemer. Der er halvanden million gæstearbejdere, der arbejder under slavelignende forhold. Kvinder har ikke samme rettigheder som mænd. Og der er ikke politisk frihed. Jeg tror, der skal nogle fundementale forandringer til i Qatars samfund, før de kan ovebevise den internationale olympiske komité om, at de skal have OL. I hver fald så længe der er andre byer med i konkurrencen, siger Jens Sejer Andersen.
I går begyndte Danmarks Idrætsforbunds kongres, der fortsætter frem til og med i morgen, og som afvikles i Idrættens Hus i Brøndby og i Brøndby-Hallen. Blandt hovedtalerne på førstedagen var Thomas Bach, der er præsident i IOC.
Er endnu ikke officiel kandidat
Overfor DR Sporten ønskede han ikke at udtale sig direkte om Qatar, da landet endnu ikke officielt har meldt ud, at man ønsker, at Doha skal være vært for Legene i 2024. Men han sendte alligevel et ret klart signal.
- Vores betingelser er ret klare. Hvert land, som ønsker at blive vært for OL, skal leve op til de etiske retningslinjer i det olympiske charter.
De etiske retningslinjer handler blandt andet om, at alle mennesker skal behandles lige på tværs af køn, religion med mere. I fjor blev retningslinjerne opdateret, så de nu også omhandler seksuel overbevisning.
Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idrætsforbund/Danmarks Olympiske Komité, tror heller ikke, at Qatar har en chance for at blive OL-vært i mange år frem.
- På den korte og mellemlange bane ser jeg ikke Qatar som en realistisk mulighed, fastslår han.
Tidligst i 2032
- Jeg tror også, vi skal frem til 2032, før det kommer til Asien igen, siger Niels Nygaard med henvisning til, at Legene går på skift mellem verdensdelene.
Udover Qatars problemer med menneskerettigheder er der også problemet varmen, som betyder, at det internationale fodbold-forbund FIFA formentlig kommer til at afvikle VM i Qatar i 2022 i november og december i stedet for om sommeren.
DR Sporten spurgte også Thomas Bach, om IOC kan finde på at afvikle et sommer-OL i vinterhalvåret.
- Vi har jo endnu ikke et officielt kandidatur, men kommer det, er det klart, at der på grund af varmen i Qatar vil blive behov for nogle diskussioner om det.
Skal ansøge i år
Den 15. september i år skal IOC have modtaget de endelige ansøgninger fra de byer, der ønsker at være vært i 2024. Og præcis to år senere ved IOCs session i Lima i Peru bliver det afgjort, hvem der får værtskabet.
Boston har allerede meldt sig på banen som kandidat. Tyskland vil inden længe afgøre, om det bliver Berlin eller Hamburg, landet ønsker som vært i 2024.
Rom er også interesseret. Blandt flere andre mulige kandidater kan nævnes Paris. Og så er der selvfølgelig Qatar.