En af dansk badmintons største stjerner igennem de seneste årtier, Peter Gade, er ked af de seneste dages udvikling i sponsorkonflikten mellem Badminton Danmark og fem af landets bedste doublespillere. En konflikt, der kulminerede da forbundet udelukkede de fem fra landsholdet, og som nu betyder, at Danmark har droppet målsætningen om medaljer ved det kommende VM for blandede hold.
- Det er rigtigt uheldigt, at man er endt i denne her situation. For begge parters og dansk badmintons skyld skal man sætte sig ned og virkelig grave dybt for at få løst konflikten så hurtigt som muligt, siger Peter Gade til DR Sporten.
Tilbageslag for dansk badminton
De fem spillere - Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen - har vundet en stor del af de medaljer, som Danmark har hentet i løbet af de seneste år. Derfor er det et stort tilbageslag, at de ikke længere spiller på landsholdet.
- Danmarks chancer for at vinde medaljer er blevet mindre. Så det er en uholdbar situation for alle parter, siger Peter Gade.
Badmintonsporten er i forvejen i hård konkurrence med andre idrætsgrene om opmærksomheden hos både publikum, medier og sponsorer. Derfor er det ifølge Peter Gade også vigtigt, at Danmark stiller med det stærkest mulige hold ved eksempelvis VM og OL.
- Vi skal selvfølgelig have de bedste spillere med ved de helt store mesterskaber. Så jeg håber for dansk badmintons skyld, at der hurtigt bliver fundet en løsning. Så lad os krydse fingre for, at begge parter er i stand til det, lyder det fra den tidligere badmintonstjerne.