Der var ikke mange, som lagde mærke til det.
Et lille bånd, som gled ud af hånden på den spanske maratonløber Elena Congost kort tid før hun krydsede målstregen på kvindernes maraton ved PL for atleter med synshandicap og sikrede sig en bronzemedalje.
Men dem, som har styr på paragrafferne og holder øje med, at alt forløber, som det skal, så det.
Båndet sad mellem Elena Congost højre hånd og venstre ditto på hendes guide Mia Carol-Bruguera, og der skal det være under hele løbet.
Men det var det bare ikke.
Guiden fik krampe, Elena Congost mistede grebet om båndet, blev efterfølgende diskvalificeret og frataget sin bronzemedalje. Også selvom hun var flere minutter foran nummer fire. Regler er regler, må man forstå.
Men nu er Elena Congost sammen med den spanske paralympiske komité gået på jagt efter bronzemedaljen ad den juridiske vej.
De har nemlig appelleret afgørelsen om diskvalifikationen til den Internationale Paralympiske Komité.
- Denne regel blev indført, fordi der var nogle år, hvor atleter krydsede målstregen alene uden deres guide. Men denne sag har intet med det at gøre. Snoren falder simpelthen ud, mens jeg hjælper ham, siger Elena Congost.
Sætter sin lid til den olympiske ånd
Dommerne i maratonkonkurrencen har dog paragrafferne på deres side. Nærlæser man reglerne, er det nemlig klokkeklart, at der er sket et brud på reglementet.
- Atleten og guiden skal begge holde på båndet fra start til mål, står der.
Derfor håber Elena Congost på, at den olympiske ånd vil vise sit værd og bane vejen for, at bronzemedaljen kan havne om halsen på hende.
- Ud over at konkurrere på højt niveau, er det vigtigste ved legene værdierne. De fleste børn, der dyrker sport, vil aldrig nå de olympiske lege eller vinde medaljer, men sport hjælper dem med at forme sig som mennesker, siger Elena Congost.
- Jeg tror på, at det er vores ansvar at vise det gode eksempel. Det, jeg gjorde, endte med at at blive dyrt, men jeg tror, der er meget at lære ved den handling.
Bronzemedaljen er ikke det eneste, som Congost er gået glip af efter båndet faldt ud af hendes hånd.
Hun stod også til at få en præmiesum på omkring 220.000 kroner og et legat fra den spanske paralympiske komité, som de uddeler til PL-medaljevindere.
Kort efter PL besluttede den spanske paralympiske komité dog at de ville give Congost legatet alligevel, men at hun først vil få det, når sagen er afgjort.