Grædefærdig Rikke Møller efter sidsteplads: Nu har jeg heldigvis pigerne i morgen

Arme og ben ville ikke det samme som Rikke Møller i finalen i 200 m bryst, og svømmestjernen gik fra at føre løbet til at blive den allersidste.

Derfor var det også en meget rørt svømmer, som efter konkurrencen skulle forsøge at sætte ord på, hvad der gik galt i bassinet.

- Det er svært at forklare. Jeg synes virkelig, jeg prøvede at holde mig til mig selv, og jeg kom godt og let ud, siger hun.

- Alle kender det med, at man begynder at blive stiv i sin svømning og får en følelse af at blive omringet, og så det hele samlet - det var lidt meget lige at kapere.

På stående fod har fynboen svært ved at svare på, hvad hun skal gøre anderledes i fremtidige konkurrencer

- Jeg synes både nu her, men også hver dag, at jeg prøver at tage de rigtige beslutninger. Og det er derfor, det er hårdt lige nu. Alle de ting, man har gået i gennem for at stå her og prøve at være klar i dag, siger hun.

Rikke Møller kan dog nå at få oprejsning, når hun i morgen skal svømme kvindernes 4x100 m med Jeanette Ottesen, Lotte Friis og Mie Ø. Nielsen.

- Nu har jeg heldigvis pigerne og holdkappen i morgen, og selv om det ikke er gået, som jeg gerne ville nu her, så glæder jeg mig rigtig meget til at stille op sammen med dem, siger hun.