Doping-balladen fortsætter: Russere kan ikke nægtes OL-billet

Doping-balladen fortsætter, efter Den Internationale Sportsdomstol i dag afviste, at IOC kan udelukke atleter på baggrund af tidligere straffe.

(Foto: © IVAN ALVARADO, Scanpix)

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) siger, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ikke kan nægte russiske atleter adgang til OL på baggrund af tidligere dopingdomme.

Afgørelsen kommer i forbindelse med en appel fra de to russiske roere Anastasia Karabelshikova og Ivan Podshivalov. De er begge blevet nægtet adgang til OL i Rio, fordi de tidligere har afsonet dopingdomme.

Men det strider altså imod grundlæggende retsprincipper, vurderer CAS. Og derfor er det nu op til det internationale forbund for roning at vurdere, om roerne må deltage.

Skal bevise uskyld

Det kræver, at forbundet vurderer, at de to roere ikke har været blandet ind i den omfattende dopingskandale, der har ramt Rusland.

CAS fastslår i afgørelsen, at det i udgangspunktet er i orden med en form for omvendt bevisbyrde, hvor russiske atleter skal bevise deres uskyld. Men der skal være nogle klare kriterier for, hvordan det kan ske.

Og det er der ikke, for så vidt angår den del af IOC-beslutningen, som handler om udelukkelse af tidligere dopingdømte, som har udstået deres karantæne.

/ritzau/