OL er i fuld sving, og DR Sporten sender LIVE på flere kanaler hele natten.
Hvis du har brugt natten på at sove og savner et overblik over de sportslige udskejelser i Rio, så kan du med fordel se videoen øverst i denne artikel.
Danmark har fået medalje i banecykling. Pernille Blume kvalificerede sig i finalen i bedste tid på 50 meter fri.
Almaz Ayana var suveræn, da hun vandt guld og satte verdensrekord på 10.000 meter for kvinder, mens Boe og Mogensen sejrede over et polsk par i badminton. Se alt det og meget mere herunder.
På kvindernes 10.000 meter satte etiopieren Almaz Ayana verdensrekord, da hun erobrede guld i tiden 29 minutter og 17,45 sekunder.
Mathias Boe og Carsten Mogensen vandt også deres anden kamp ved OL i Rio. Badmintonduoen sejrede fredag med cifrene 21-17, 21-17 over polakkerne Adam Cwalina og Przemyslaw Wacha. Se højdepunkter herunder.
Det danske banelandshold sikrede sig natten til lørdag dansk tid bronze i 4000 meter holdforfølgelse over New Zealand. Danskerne kørte i mål på 3 minutter og 53,789 sekunder i bronzefinalen. Ikke deres bedste tid ved dette OL. Blot halvanden time tidligere i semifinalen lød tiden på 3 minutter og 53,542 sekunder.
23:50 Koreaner vinder herrernes bueskydningfinale
Koreanske Ku Bonchan tog guldet i herrernes bueskydningfinale med en sejr over franske Jean-Charles Valladont. Se højdepunkterne herunder.
02:00 Kianoush Rostami vinder guld i vægtløftning med ny verdensrekord
En spændende vægtløftningkonkurrence i 85 kilo klassen hos herrerne endte med en iransk mester og en ny verdensrekord. Således hentede Rostami Irans første medalje i Rio, ligesom han med samlet 396 kilo slog sin egen verdensrekord. Se hans sidste løft i konkurrencen her.
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal kan nu også kalde sig olympisk mester i herredouble, efter han sammen med makkeren Marc López vandt finalen over rumænerne Florin Mergea og Horia Tecau. Nadal og Lopez vandt 6-2, 3-6, 6-4 efter to og en halv times spil.
03:13 Maya Dirado snyder Katinka Hosszú på sidste meter
Storfavoritten Katinka Hosszú førte hele vejen til mål i kvindernes 200 meter ryg, men til slut kom amerikanske Maya Dirado med en fantomafslutning og tog guldet. Se den vilde afslutning.
03:17 Schooling slår Phelps på 100 meter butterfly
Det er ikke umuligt at slå den amerikanske svømmer Michael Phelps i det olympiske bassin i Rio. Det beviste Joseph Schooling fra Singapore natten til lørdag dansk tid i 100 meter butterfly, som han vandt i tiden 50,39 sekunder, hvilket er olympisk rekord. Fænomenet Phelps måtte i stedet nøjes med en noget så sjældent som tredelt andenplads sammen med sydafrikaneren Chad le Clos og ungareren Laszlo Cseh. De kom alle i mål i tiden 51,14 sekunder. Phelps har nu vundet 27 olympiske medaljer, og 22 af dem er af guld, tre af sølv og to af bronze.
Katie Ledecky satte ny verdensrekord, da Lotte Friis blev næstsidst i finalen i 800 meter fri. Allerede fra begyndelsen af løbet var der ingen tvivl om hendes suverænitet. Amerikanske Ledecky stak af, og hun endte i sidste ende med at nappe guldet med en verdensrekord, der var næsten to sekunder hurtigere end hendes tidligere rekord.
03:50 35-årige Ervin vinder 50 meter fri 16 år efter guld i Sydney
Anthony Ervin blev den ældste til at vinde guldmedalje i svømning, da han tog guldet i 50 meter fri for herrer. 35-årige Ervin vandt dermed den samme konkurrence, som han gjorde ved OL i Sydney i 2000.
04:00 Michelle Carter tager guld i kvinders kuglestød
Amerikanske Michelle Carter og Valerie Adams fra New Zealand var ude i et sandt kuglestødsdrama i finalen ved OL i Rio. Adams, der jagtede sin tredje guldmedalje ved OL i streg, lå på førstepladsen helt ind til Carters sidste stød. Men med et stød på 20.63 meter stjal Carter guldet foran Adams, der måtte nøjes med sølvet.
Pernille Blume er klar til OL-finalen i 50 meter fri. I semifinalen på OL's korteste svømmedistance satte danskeren alle konkurrenter på plads og kvalificerede sig som den hurtigste af alle i tiden 24,28 sekunder. Det var fire hundrededele af et sekund hurtigere end den næsthurtigste. Inden Blume var i bassinet, var Jeanette Ottesen med i det første semifinaleheat. Hun måtte dog nøjes med en sjetteplads i sit heat og den 11.-bedste tid af de 16 semifinalesvømmere.