Nye oplysninger om russisk doping kommer i dag

I dag fremlægges en længe ventet rapport om den systematiske doping blandt russiske atleter.

Thomas Bach har været chokeret over de oplysninger, der er blevet fremlagt hidtil. (Foto: © FAbrice Coffrini, Scanpix)

Den længe ventede rapport fra den internationale sportsdomstol, CAS, kommer i dag.

Her vil der med stor sandsynlighed komme nye oplysninger frem om russernes omfattende og systematiske dopingsnyd.

Dagen i dag kan derfor blive skæbnesvanger for de russiske atleter.

Rapporten ventes nemlig at få afgørende betydning for, om russerne får lov at komme med til OL.

Rapporten vil Den Internationale Olympiske Komité (IOC) tage med i deres overvejelser, når de skal beslutte, om de russiske atleter skal have lov at stille op til sommerens OL i Rio.

Andre ting spiller også ind

IOC vil derudover kigge på den rapport, som det Internationale Anti-dopingagentur (WADA) fremlagde mandag.

Allerede mandag erklærede præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, at han var klar til at straffe Rusland efter WADA’s afsløringer, som han kaldte chokerende.

Dagens store spørgsmål er derfor, om Bach er mere eller mindre overbevist om, at Rusland skal straffes kollektivt, når han læser den rapport, som CAS fremlægger i dag.

En ting står dog allerede klart: De danske atleter har ikke lyst til at konkurrere mod russere ved sommerens OL.

Korrektion: Der er ikke tale om nogen rapport fra CAS. Domstolen skulle derimod komme med en dom, der skulle fastslå hvor vidt det internationale atletikforbund må lave en kollektiv udelukkelse af russiske atletikudøvere ved OL i Rio. Den dom ér kommet, og ifølge CAS er det helt fint at udelukke 68 atleter på én gang. Læs meget mere om det her.

Du kan se de danske atleters holdning til Ruslands dopingsnyd i videoen herunder.