Det danske herrelandshold i håndbold må tage til OL i Rio uden den rutinerede fløj Anders Eggert.
Eggert er ikke kommet sig over en lægskade og kan dermed ikke deltage i landsholdssamlingen forud for udtagelsen af OL-truppen, som offentliggøres den 18. juli.
- Jeg har meddelt Gudmundur, at jeg ikke er 100 procent klar, og at jeg først forventer at kunne begynde at træne med i næste uge, men når nu OL-holdet skal udtages i slutningen af denne uge, så er det jo ikke en god situation, lyder det fra Anders Eggert i en pressemeddelelse fra DHF.
- Jeg er rigtigt ærgerlig over, at jeg ikke har mulighed for at melde mig på banen i forhold til OL, men jeg var også godt klar over, at det var en svær situation. Skader kommer aldrig på et godt tidspunkt, men det her er virkelig uheldig timing, siger Eggert.
Ærgerlig landstræner
Landstræner Gudmundur Gudmundsson ærgrer sig over at han må undvære den hurtige venstrefløj.
- Jeg er ked af det på Eggerts vegne, for jeg ved, hvor meget det betyder for ham. Men jeg kan ikke tage ham med i overvejelserne om truppen til OL, når han ikke er helt klar, og jeg ikke har set ham på banen, inden holdet skal udtages, siger Gudmundur Gudmundsson.
Med Anders Eggert ude af billedet til OL-holdet, går pladsen som venstrefløj i OL-truppen sandsynligvis til Casper U. Mortensen fra Hannover-Burgdorf.
Ud over Eggert er det endnu uvist, om Danmark kan stille med stregspilleren René Toft Hansen til OL. Kiel-spilleren blev ramt af en korsbåndsskade kort før nytår, men for nylig meldte han sig klar.