Ikke uden min bror.
Henrik Toft Hansen har stået skulder ved skulder med sin bror, René Toft Hansen, i det danske midterforsvar under hele OL i Rio.
Men det var langt fra sikkert, at det skulle blive sådan. Faktisk var det ret sikkert, at storebror ikke skulle med til Brasilien, efter han blev alvorligt skadet i december.
- Det så rigtig trist ud. Alt var opgivet, og det var et hårdt slag for mig, at han ikke kunne komme med, siger Henrik Toft Hansen.
Kæmpede sig tilbage på rekordtid
Men storebror blev klar til stor glæde for lillebror.
- Det er stadig helt uvirkeligt. Det er helt fantastisk, at han også kan få lov til at være med på den her rejse, efter han smadrede knæet i december, siger Henrik Toft Hansen.
Den 29-årige stregspiller hylder sin 31-årige storebror for at knokle sig tilbage til håndboldbanen på rekordtid.
- Jeg har dyb respekt for, at han kan stå så skarpt til et OL efter at have haft så alvorlig en knæskade, siger Henrik Toft Hansen.
Du kan se interviewet med Henrik Toft Hansen ved at klikke på billedet i toppen af artiklen.