VIDEO Verdensmestrene åbner OL med pligtsejr

Alle de store nationer vandt i nattens løb deres kampe i kvindernes fodboldturnering ved OL.

Selvom den olympiske ild endnu ikke er blevet tændt i Rio, så er der allerede godt gang i OL. Natten til torsdag spillede verdens bedste kvindelige fodboldspillere deres første kamp.

Og det blev faktisk kun til pligtsejre, da alle de store lande åbnede turneringen med en ventet sejr.

Verdensmestrene USA fik starten mod New Zealand, de havde håbet på med et mål efter sølle ni minutter af Carli Lloyd. Verdens bedste fodboldspiller headede sikkert amerikanerne på sejrskurs, og de endte med at køre en 2-0-sejr hjem. Du kan se målene i playeren herover.

Lynhurtig kasse

Tyskland hentede ligeledes en ventet sikker sejr over afrikanske Zimbabwe med tenniscifrene 6-1. Det blev dog en hård kamp for tyskerne fra et fysisk synspunkt. Efter knap 20 minutter blev Simone Laudehr savet fuldstændig over i en situation, hvor hendes ankel fik en tur, der formentlig vil holde hende ude af resten af turneringen.

Både værtsnationen Brasilien og Frankrig hentede også de ventede sejre over henholdsvis Kina og Colombia, ligesom Sverige sejrede med 1-0 over Sydafrika.

Også Canada, med Kenneth Heiner Møller som assistenttræner, sejrede i premierekampen. Og den kamp skriver sig ind på en særlig side i historiebøgerne.

Janine Beckie scorede nemlig OL-historiens hurtigste mål efter bare 19 sekunder.