Åh nej: To af de største OL-profiler melder fra

Både Youssuf Poulsen og Uffe Bech melder fra til OL i Rio.

Et af de mest kendte navne på OL-landsholdet, Youssuf Poulsen, melder fra. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

OL-landstræner Niels Frederiksen har god grund til at være bitter onsdag formiddag. Dagen før han rejser til Rio, hvor OL begynder i næste uge, har han nemlig modtaget afbud fra to af holdets største profiler.

Både Yussuf Poulsen og Uffe Bech melder nemlig fra til turneringen, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Det er naturligvis utrolig ærgerligt, at vi med så kort tid til afgang får afbud fra to af vores offensive spillere. Vi har valgt at skyde beslutningen om Uffe så lang tid som muligt, da vi meget gerne ville have ham med til Brasilien, og jeg ved også, at han har kæmpet rigtig hårdt for at blive klar. Derfor rammer det også dobbelt, når også Yussuf heller ikke kommer med – et afbud jeg som træner tager til efterretning, lyder det fra Niels Frederiksen.

Poulsens valg

Mens Uffe Bech ikke har formået at komme sig over en skade, så virker det som Youssuf Poulsens eget valg at trække sig fra OL-truppen kort tid før afrejse.

- Jeg har i den seneste uge haft mange overvejelser og tanker om mine personlige sportslige målsætninger. Efter en dialog med klubben har jeg sammen med dem truffet denne svære beslutning om at blive i klubben for at deltage i klubbens forberedelser til den første Bundesliga-sæson med henblik på at etablere mig som bundesligaspiller, siger Yussuf Poulsen til DBU's hjemmeside.

DBU oplyser, at en af de fire reserver, Jacob Barrett Laursen fra OB, bliver en del af OL-truppen. Samtidig skriver Bundesliga-klubben Dortmund på sin hjemmeside, at det 17-årige stortalent Jacob Bruun Larsen også bliver en del af det danske OL-hold.

Danmark spiller den første kamp ved OL torsdag den 4. august mod Irak. Den 7. august venter Sydafrika, mens modstanderen den 10. august er værterne fra Brasilien.

Her er truppen

Med dagens ændringer ser Danmarks OL-trup nu således ud:

Målmænd

· Jeppe Højbjerg, Esbjerg

· Lukas Fernandes, Sønderjyske

Forsvarer

· Andreas Maxsø, FC Nordsjælland

· Eddi Gomes, Henan Jianye FC

· Jakob Blåbjerg, AaB

· Kasper Larsen, Groningen

· Pascal Gregor, FC Nordsjælland

· Jacob Barrett Laursen, OB

Midtbanespillere

· Casper Nielsen, Esbjerg

· Frederik Børsting, AaB

· Jens Jønsson, AGF

· Lasse Vibe, Brentford

· Lasse Vigen, Fulham

· Mikkel Desler, OB

· Robert Skov, Silkeborg

Angribere

· Emil Larsen, Lyngby

· Nicolai Brock-Madsen, Birmingham

· Jacob Bruun Larsen, Dortmund