Alle russiske atleter bør udelukkes fra det kommende OL i Rio.
Så simpelt er det ifølge Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard, efter at en ny Wada-rapport af fastslået systematisk og statskontrolleret doping-brug i Rusland.
- På nuværende tidspunkt vil jeg mene, at Rusland ikke bør deltage i Rio. Det vil ganske enkelt ikke være fair over for alle de atleter, der ikke kunne drømme om at snyde, siger DIF-formand Niels Nygaard til forbundets hjemmeside.
- Rusland er en del af det olympiske charter, som blandt andet indbefatter, at man går ind for en ren sport, og det er tilsyneladende ikke tilfældet i forhold til Rusland.
Det russiske sportsministerium har i en årrække stået i spidsen for et dopingprogram, der har bridraget til doping af utallige atleter ved bl.a. vinter-OL i Sotji. Her er 15 russiske medaljevindere blevet taget for at præstere med ulovlige midler i kroppen.
Dopingsynderne trækker også tråde tilbage til det seneste sommer-OL i London for fire år siden.
Et moralsk dilemma
Wada-rapporten konkluderer, at dopingprogrammet bredte sig over 30 forskellige sportsgrene, og at det russiske sportsministerium var med til at beslutte, hvilke atleter der skulle med i programmet og beskyttes mod positive dopingprøver.
- De metoder, der er brugt for at snyde, rækker ud over, hvad vi i vores vildeste fantasi har kunnet forestille os. Russiske trænere og ledere er involveret, det russiske sportsministerium er involveret og sågar også efterretningstjenesten har ifølge rapporten været med i det her omfattende dopingprogram, siger Niels Nygaard.
Myndighederne har angiveligt hjulpet med at bytte "beskidte" dopingprøver ud med "rene" prøver, så atleterne er gået fri. Fordi dopingsnyden er så omfattende mener Niels Nygaard, at alle russiske atleter bør udelukkes fra OL i Rio. Også selvom man kan ramme atleter, der rent faktisk ikke har snydt.
- Det er ikke uden juridiske og moralske komplikationer at OL-udelukke samtlige russiske atleter, hvoraf nogle af dem jo kan være uskyldige, men de kommende dage må vise, hvad IOC kan gøre.
OL i Rio afholdes fra den 5. til den 21. august.