- Jeg er bare så glad. Simpelthen så glad.
Viktor Axelsen havde mere end svært ved at sætte ord på den glæde og eufori, han følte umiddelbart efter, han havde slået kinesiske Lin Dan i bronzefinalen.
I en fremragende badmintonkamp holdt danskeren hovedet koldt, da det gjaldt og vandt kampen i tre sæt 15-21, 21-10, 21-17.
- Det er ikke rigtig gået op for mig endnu, hvad det er, der er sket. Jeg var simpelthen så fokuseret og i mit hoved, står jeg stadig og server ved 20-17. Det var så bare heldigt, at den sad der i dag, lød det fra en storsmilende Viktor Axelsen.
Det er Danmarks anden medalje i den olympiske badmintonturnering, efter damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tidligere på ugen sikrede sig OL-sølv.
- Det er kæmpe, kæmpe stort at komme hjem med en medalje. Jeg vidste, at hvis jeg spillede på mit højeste niveau, havde jeg en chance, men jeg vidste også, at det skulle flaske sig. Og det er jeg bare så glad for, at det gjorde, lød det fra Viktor Axelsen.
Se hele interviewet med bronzevinderen Viktor Axelsen i videoklippet øverst i artiklen.