Historier og rygter svirrede, da den sydafrikanske løber Caster Semenya løb ind på den de internationale atletikscene og blev verdensmester på 800 m for kvinder i 2009. For hun både så ud som en mand, og hun nærmest løb som en mand.
Det internationale atletikforbund (IAAF) krævede derfor en doping- og kønstest af Semenya, selvom kønstesten for længst var afskaffet. Og efterfølgende kom det frem, at Semenya tilsyneladende var hermafrodit. Hun havde interne testikler, men ingen livmoder eller æggestokke, og så producerer hun store mængder af det mandlige kønshormon testosteron. Det sidste en klar fordel, når man skal løbe stærkt.
Så hvad skal man mene?
Else Trangbæk er professor emeritus med speciale i kvinder og OL-historie ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, og hun forklarer, at kvinders deltagelse i konkurrenceidræt altid har været et kontroversielt emne. Og at diskussionen til stadighed foregår, er Caster Semanya et levende eksempel på.
Kvinder blev for mandhaftige
Og Else Trangbæk forstår godt, at man bliver i tvivl, for Semenya ligner jo en mand – og når en kvindelig atlet udvikler så maskuline træk, så er der altid grund til at være årvågen, fortæller hun. Men faktisk har kvindelige atleter, der skiller sig ud, altid været genstand for diskussion.
-For at forstå hele baggrunden for det, så skal vi helt tilbage til OLs begyndelse i 1896, hvor man diskuterede, om kvindelige atleter overhovedet hørte hjemme til OL. Mange mente, kvinder blev for mandhaftige af de store sportspræstationer og satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet hørte til den kvindelige anatomi? Blandt andet fastholdt det moderne OLs skaber, franskmanden Pierre Coubertin til sin død i 1937, at den slags sportslige anstrengelser ikke var for kvinder, forklarer Else Trangbæk.
Men i 1900 fik kvinder lov til at deltage i visse olympiske discipliner, og i 1928 kom enkelte atletikdiscipliner for første gang på det olympiske program for kvinder.
-Ved OL i Helsingfors 1952 deltog Sovjetunionen for første gang efter Anden Verdenskrig, og herefter gik kampen om medaljer mellem øst og vest for alvor ind. Og her kom kvinderne til at spille en central rolle, fordi de vandt mange medaljer. Det førte til en diskussion om, hvorvidt de var ’rigtige’ kvinder, og man stillede krav om at kønsteste alle kvindelige elitesportsfolk, hvilket man fastholdt helt frem til 1996.
Kønstest skulle der til
Det var altså, da kvinder begyndte at nærme sig de mandlige atleters resultater, at man besluttede at begynde at kønsteste. Første gang, det skete, var til VM i atletik i 1966 og i OL-sammenhæng i 1968.
Det foregik ved, at de kvindelige atleter fik foretaget et mundskrab, så man ud fra den kunne konstatere kromosom-sammensætningen og konstatere, om kvinden var normal – eller ’anormal’.
- Filosofien bag testen var, at man skulle sikre mod snyd – men samtidig med kønstesten begyndte man også at dopingteste. Og det er tankevækkende, at man siden har fanget ganske få i kønstesten, til gengæld er mange blevet taget i dopingtests.
Professoren blev også kønstestet
Else Trangbæk har selv været underkastet kønstest. Det skete, da hun i 1968 som gymnast deltog i OL i Mexico.
- Alle de kvindelige atleter blev kønstestet, så jeg skænkede det ikke mange tanker – det foregik ved et mundskrab, og så fik man svaret efter nogle dage. Vi vidste jo knap nok dengang, hvad det betød – men vi talte indbyrdes om, at der jo var nogle kæmpe kvinder blandt de andre atleter, og nogen havde også set andre kvindelige atleter barbere hår væk fra brystet, forklarer Else Trangbæk.
Dengang – som nu – blev det mandlige kønshormon testosteron brugt som præstationsfremmende middel. På mænd understøtter hormonet de i forvejen udtalte maskuline såkaldte sekundære kønskarakterer, på kvinder medfører det udtalte mandlige træk – øget hårvækst, større adamsæble og dybere stemme.
- Da de østtyske kvinder nærmede sig mændene, så var det ofte udtryk for, at man havde brugt de mandlige kønshormoner som statskontrolleret doping. Det kom frem efter murens fald, at DDR systematisk havde dopet mange atleter – og det samme har været tilfældet i Rusland, som det for nyligt er blevet afsløret.
-Og i virkeligheden er det dopingen, der er det store problem, og det er jo derfor, man skal reagere, hvis en kvindelig atlet pludselig får maskuline træk og hendes præstationskurve pludselig eksploderer.
Definition af køn
Og det var netop, hvad der skete for Caster Semenya og altså baggrunden for, at man pludselig begyndte at tale om kønstest igen. Det var ydmygende for Caster Semenya, der ved den lejlighed tilsyneladende fandt ud af, at hun er hermafrodit. I 2010, efter 11 måneders udelukkelse, fik hun så igen lov til at stille op – og altså som kvinde.
- Der er i min optik tre enkle måder at definere kønnet på: Det biologiske (kromosomsammensætningen), det normative (det kropslige udtryk – maskulint eller feminint) og det identitetsmæssige ( hvilket køn den enkelte føler), forklarer Else Trangbæk og supplerer:
-Men vi lever i en forunderlig verden, hvor rammerne for kønsidentitet er vide – man kan genetisk være mand, men føle sig som kvinde, og siden januar i år har det jo også været muligt for transkønnede, der har været igennem hormonbehandling, at deltage i bl.a. OL – men den slags tilfælde vil der formentlig altid være få af, når vi ser det i sportslig sammenhæng.
Ligesom det samme må siges at være gældende i Semenyas tilfælde:
- Men der er nok ingen tvivl om, at det er Semenyas hermafroditstruktur og forhøjede testosteron-niveau, der er hemmeligheden bag hendes gode præstationer.
Kilder i øvrigt: Ingeniøren, Daily Telegraph, Politiken/Sport, Britta Weyer m.fl