Rindoms guld blæser eksperterne bagover: 'Hun har vundet vores hjerter'

DR's sejlsports-kommentatorer var i ekstase efter guldet til Anne-Marie Rindom.

Anne-Marie Rindom tog guldmedaljen efter en nervepirrende sejlads. (Foto: © Bernat Armangue, Associated Press)

Anne-Marie Rindom har vundet guld.

Dansk sejlsport har vundet guld.

Danmark har vundet guld.

Og det er ikke en tilfældighed, at Anne-Marie Rindom har vundet Danmarks første guldmedalje ved OL i Tokyo og den første i sejlsport siden 2008.

I hvert fald ikke ifølge Bo Hasseriis og Susanne Salminen, DR's sejlsports-kommentatorer, som i kommentatorboksen efter guldtriumfen satte ord på danskerens guldpræstation.

- Indvendigt har hun jo været helt oppe i det røde felt, og adrenalinen har pumpet rundt. Men problemet i sejlsport er, at du bliver nødt til at bevare roen for at sejle båden, som den skal – helt stille og roligt, siger Bo Hasseriis.

- Som sejler kan du ikke kaste al energi ned i pedalerne eller løbe hurtigere for at indhente det tabte. Du er nødt til at forholde dig til, at båden skal sejles på en bestemt måde. Hun er jo helt fin i sine bevægelser på trods af, at hun er ved at eksplodere indvendigt. Hun er bare et forbillede.

Se højdepunkter fra medaljesejladsen herunder:

Profil i hele sportsverdenen

Længe så Anne-Marie Rindom ud til at ride på bølgen blå, og danskeren cruisede stille og roligt mod OL-guldet i kvindernes Laser Radial. Men i fredags blev det til en spand kold vand i hovedet, da Rindom fik to gule flag og udgik i tiende og sidste indledende sejlads.

Alligevel rejste Anne-Marie Rindom sig i søndagens medaljesejlads, hvor hendes syvendeplads var nok til at hente guldet til Danmark. En præstation, der for alvor kan få danskerne til at få øjnene op for fænomenet Anne-Marie Rindom, siger Bo Hasseriis.

- Med det pres, der var på hendes skuldre efter forleden dag (fredagens skuffende sejlads, red.), har alle undt hende det her. Alle de andre sejlere er jo med til at bære både hende og båden op på land bagefter. Hun er en helt, siger Bo Hasseriis, mens medkommentatoren Susanne Salminen følger op:

- Hun bliver en profil, ikke bare i sejlverdenen, men i hele sportsverdenen. Hun kommer ud med sin personlighed og har overskud til at gå i mixed zone på en dag, hvor hun er knækket. Hun har vundet vores hjerter, og jeg tror, at resten af Danmark har fået øjnene op for, hvor fantastisk Anne-Marie Rindom er, siger Susanne Salminen.

Se den første reaktion fra Anne-Marie Rindom efter guldsejladsen:

Tidligere har Rindom vundet både verdensmesterskaber og europamesterskaber i Laser Radial.

Med en OL-guldmedalje melder hun sig for alvor ind i feltet, når snakken falder på store, danske sejlere.

- Hun er ikke den nye Jesper Bank eller noget. Hun er Anne-Marie Rindom, og hun er helt sig selv. Hun er en stjerne i sejlsporten, siger Susanne Salminen.