Vi er på vej, vi er på vej, vi er på til Py-eong-chang!
Når vinter-OL løber af stablen i den sydkoreanske by, Pyeongchang, til februar, bliver det med dansk deltagelse i curling. Det står klar efter et dramatisk opgør mellem Italien og Danmark søndag eftermiddag.
Med en tredjeplads i kvalifikationsgruppen skulle danskerne op imod Italien i en afgørende match om en plads ved OL. Det blev et tæt opgør med få point, og til sidst måtte kampen ud i en 11. ende.
Her leverede skipper Madeleine Dupont et vanvittigt verdensklasse kast, da hun fjernede to italienske sten og smukt placerede en dansk i midten af huset. Selv den danske træner så vantro til med hævede øjenbryn, da det kampafgørende kast blev sat.
Med en samlet sejr på 5-4 til Danmark er kvinderne altså klar til OL i Pyeongchang. Herrerne spiller klokken 16.00 mod Tjekkiet, hvor en sejr ligeledes giver en OL-billet.