Set med rød-hvide briller har der indtil videre ikke været meget at glæde sig over ved vinter-OL, men onsdag fik vi dog en lille andel i en olympisk medalje.
Ishockey-spilleren med fornavnet Michelle og efternavnet Karvinen var nemlig med til at sikre de finske kvinder bronze med en sejr på 3-2 over Rusland.
Michelle er opvokset i Rødovre i Danmark, hvor hendes far i flere år var træner for byens bedste ishockeyhold.
Den 27-årige forward markerede sig i bronzekampen ved at lægge op til finnernes mål til 2-0, hvor hun kombinerede rigtig fint med målscore Susanna Tapani.
Det er anden gang i karrieren, at Michelle Karvinen vinder bronze ved OL. Det gjorde hun også i 2010 i Vancouver, mens hun og Finland måtte nøjes med en femteplads fire år senere i Sochi.
Ved sidstnævnte lejlighed blev Michelle Karvinen dog hædret for en fremragende turnering, hvor hun blev topscorer og siden blev kåret som den bedste forward – i øvrigt en hæder, der aldrig tidligere var tilfaldet en kvinde med rødder uden for Nordamerika før.