Russisk OL-udelukkelse får ros: Sejr for de rene atleter

Den Internationale Olympiske Komité bliver lovprist for at have smidt Rusland ud af vinter-OL i Pyeongchang.

Antidopingagenturer hylder beslutningen om at udelukke Rusland fra vinter-OL i Pyeongchang. (Foto: © MCT, 2014 MCT)

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) besluttede tirsdag, at Rusland bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, næste år.

Og den beslutning bliver mødt med respekt fra forskellige aktører verden over.

Craig Reedie, der er formand for Det Internationale Antidoping Agentur (Wada), siger i en pressemeddelelse, at beslutningen er den rigtige.

- Wada mener, at IOC's beslutning er taget på et oplyst grundlag. Den sanktionerer Rusland for sin involvering i systematisk manipulation af dopingkontrollen under og efter OL i Sotji i 2014, siger Reedie.

Wada er også fortaler for, at russiske atleter kan få lov at stille op til OL i Pyeongchang til februar. Hvis altså atleterne udfylder en række kriterier og ikke stiller op under det russiske flag.

- Det skal kunne bevises, at disse atleter ikke har deltaget i det systematiske dopingsnyd og er blevet testet korrekt, står der i meddelelsen.

Sejr for rene atleter

Wadas holdning bliver delt af USA's Antidoping Agentur (USADA). Agenturet siger i en pressemeddelelse, at IOC har lyttet til de atleter, der ikke bruger doping.

- IOC har lyttet til dem, der betyder mest for sporten. De rene atleter har vundet en klar og stor sejr i dag, siger Travis Tygart, direktør for USADA, i meddelelsen.

Komitéen, der arrangerer OL i Pyeongchang, hilser også beslutningen velkommen.

- Vi accepterer og respekterer beslutningerne fra IOC. Rusland må deltage, men kun under neutralt flag, oplyser komitéen for organisering i Pyeongchang.

I slutningen af 2015 afslørede en Wada-rapport systematisk doping i Rusland.

Med tirsdagens afgørelse følger IOC ikke den samme model, som da komitéen sidste år stod i samme situation før sommer-OL i Rio.

IOC valgte dengang ikke at udelukke Rusland som nation til sommer-OL i Rio. Det mødte forbundet meget kritik for.

/ritzau/