Kim Jong-un åbner for nordkoreansk deltagelse ved OL i Sydkorea

Nordkoreas leder antyder, at landet muligvis sender atleter til vinter-OL i nabolandet til februar.

Kim Jong-uns nytårstale bød på andet end bare snak om Donald Trump og atomvåben. (Foto: © KCNA, Scanpix)

Optakten til vinter-OL i Sydkorea i februar har været præget af meget snak om sikkerhed grundet den evige raslen med raketsablen fra naboerne Nordkorea.

Men nu antyder Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, at landet muligvis stiller op ved vinter-OL i Pyeongchang.

- Jeg håber oprigtigt, at vinter-OL i Pyeongchang vil blive en succes, siger Kim Jong-Un i sin tale til nationen nytårsaften.

- Vi er villige til at tage de nødvendige skridt, inklusive at sende vores delegation.

Det nordkoreanske kunstskøjteløberpar Ryom Tae-Ok og Kim Ju-Sik er kvalificeret til OL, men Nordkoreas Olympiske Komité missede deadlinen i oktober for at bekræfte parrets OL-deltagelse.

De to nordkoreanere kan dog stadig komme med, hvis de får en invitation fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Kim Jong-Un slog dog også fast, at en deltagelse ved vinter-OL og eventuelle forbrødringsmøder mellem Nord- og Sydkorea krævede en mere stabil situation mellem de to lande.

Dermed er endnu intet sikkert i forhold til nordkoreansk deltagelse i Pyeongchang, men muligheden er dog luftet fra øverste sted.

/ritzau/