Det kan blive en rigtig stor søndag for dansk curling. Både herre- og kvindelandshold kan spille sig til OL, og for herrernes vedkommende har man sågar to chancer. Her sluttede man nemlig øverst i kvalifikationsgruppen.
Det betyder, at søndagen starter med en kamp mod nummer to i gruppen. Vinder Danmark den kamp, er OL-billetten i hus. Taber Danmark får man en chance mere mod nummer tre i gruppen, hvor vinderen ligeledes skal til OL.
- Fra vi tog herned har målsætningen været at få mulighed for at spille om OL, og nu har vi to chancer, så det er første del af raketten, siger den danske skipper Rasmus Stjerne til DR.
Samme tilgang igen
Danmark sluttede gruppespillet med en sejr over Italien, og det er netop italienerne Danmark skal møde i den første kamp om en OL-billet tidligt søndag morgen. Dermed ved Stjerne og co, at det er en modstander, man kan vinde over.
- Hele ugen har været ret hård for os alle sammen, så man kan godt mærke, der har været pres på. Man vil så gerne indfri den her OL-billet. Det vigtigste i morgen vil være at abstrahere lidt fra vigtigheden af kampen og tilgå den, som vi gjorde i dag. Så må vi se, om vi ikke har en god chance for at vinde, siger han.
- Det er måske den store opgave at huske på, der står 0-0, når vi går på banen i morgen. Vi får desværre ikke lov at spille videre. Vi skal starte forfra og huske på, det er en helt ny kamp. Så skal vi trøste os på, at vi har spillet utroligt pænt hele ugen og fået det til at fungere. Det skal vi gøre igen, siger Rasmus Stjerne.
De danske curlingherrer møder Italien klokken 8.00 søndag. Taber de kampen, får de en chance mere mod Tjekkiet klokken 16.00.
Kvindernes curlinglandshold blev nummer tre i deres gruppe og skal dermed spille om en OL-billet klokken 12.00 mod enten Kina eller Italien.