'Andenpladsen er den første taber.'
'Regel nummer 1: Bliv aldrig nummer 2.'
'Man vinder ikke sølvet. Man taber guldet.'
Der er mange ordsprog, der beskriver følelsen af at ende på medaljepodiets mellemstation. Næstøverste skammel eller næstnederste - afhængig af hvordan man ser på det.
De danske atleter kom hjem med en samlet høst på 11 medajler ved det netop overståede OL i Tokyo. Tre af guld, fire af sølv og fire af bronze.
Hele verden har igennem nogle uger fulgt med i deres præstationer på grus, halgulv, asfalt og i vandet, og man har set dem græde af glæde eller bande i frustration, når flere års arbejde på et splitsekund afgør, hvordan de bliver husket i historiebøgerne.
Grænsen mellem succes og fiasko bliver indimellem afgjort af tusindedele af sekunder eller millimeter.
Derfor kræver det ikke bare en veltrænet krop, men også et stærkt sind, at spille en rolle på sportsverdenens største scene, forklarer forsker og sportspsykolog Kristoffer Novrup Henriksen over for DR Sporten.
Han er ansat i Team Danmark, hvor han arbejder med mental udvikling af atleter, teams og trænere på landsholdsniveau i henholdsvis sejlsport og orienteringsløb, og han er én af dem, der bruger lang tid på at snakke med de danske atleter før, under og efter OL.
- Nogle atleter får en følelse af tomhed oven på en stor og intens oplevelse med massivt pres, store forventninger og ønsker til dem. Det hele forsvinder lidt brat, når de kommer hjem, og det kan for nogen give en følelse af, at der mangler indhold og mening med livet. De famler simpelthen efter at finde en identitet uden for sporten, siger Kristoffer Novrup Henriksen.
- Det minder lidt om en mild depression, for det påvirker humøret. Nogen har svært ved at falde i søvn om aftenen og ved at stå op om morgenen. Der er meget, der tyder på, at det er en bred vifte af atleter, der bliver ramt af det her. Det er ikke nødvendigvis relateret til, om de har opnået deres mål om at vinde medaljer, siger Kristoffer Novrup Henriksen.
Det hænger blandt andet sammen med, at man som sportsmand har en meget struktureret og skemalagt hverdag, hvor man ved nøjagtigt, hvad der skal ske. Der er hele tiden et klart mål.
- Strukturen forsvinder, når de kommer hjem fra eksempelvis OL. Nu kan de i princippet gøre, hvad de vil, og det kan altså være svært at håndtere, ligesom det kan være svært at vænne sig til, at der pludselig bliver stillet krav til børnepasning, madlavning og tøjvask, hvis man har levet uden den slags pligter i lang tid.
Team Danmark gør helt konkret det, at de har folk, som tager kontakt til de hjemvendte atleter i tiden efter hjemkomsten. Første gang otte-ti dage efter hjemkomst og herefter tre-fire uger og så efter nogle måneder.
- De bliver ringet op, og så tager man en snak om stort og småt. Helt almindelige 'hvordan går det'-samtaler. Hvis det vurderes, at en person har det særligt svært, samarbejder vi med psykologer, der kan overtage dialogen. Ét af tegnene er, hvis de isolerer sig og føler, at andre har svært ved at forstå dem og deres tanker, forklarer Kristoffer Novrup Henriksen.
Nogle atleter får lavet en plan for, hvad de skal foretage sig, når de kommer hjem, så de har nemmere ved at forholde sig til det.
De opfordres til at holde kroppen i gang og leve efter en nogenlunde fast døgnrytme, hvor de ser de venner og familie, som igennem noget tid formentlig er blevet forsømt.
- Det er meget forskelligt, hvad folk har brug for. Og så er der selvfølgelig forskel på, om man stopper karrieren efter legene, eller om man skal hjem og køre videre i en klub. Langt de fleste glæder sig heldigvis bare til at komme hjem, siger Kristoffer Novrup Henriksen.
Hvorfor smiler man mere over bronze?
Ser man på billeder af atleter under medaljeoverrækkelser, er der stor sandsynlighed for, at nummer tre på podiet smiler mere end nummer to.
Det konkluderede de to forskere David Matsumoto og Bob Willingham efter at have gennemgået en lang række billeder.
Hvorfor, tænker du måske? Fordi, bronzevinderen er glad for overhovedet at være med på podiet, mens sølvvinderen står der med en følelse af at være så tæt på målet, men stadig så langt væk fra guldet, lød konklusionen fra Matsumoto og Willingham.
Samme resultat kom Victoria Medvec og hendes forskerkolleger frem til i 1995, da deres arbejde med såkaldt kontrafaktisk tænkning og tilfredshed blandt olympiske medaljevindere blev offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology.
Forskerne baserede deres resultater på videooptagelser fra OL i 1992, hvor de var i stand til at aflæse atleternes ansigtsudtryk i det øjeblik, deres placering gik op for dem.
- Forskningen viser, at folks følelsesmæssige reaktioner på begivenheder påvirkes af deres tanker om, hvad der kunne have været sket. De, som objektivt set har det bedst, føler sig dårligere, sagde Victoria Medvec dengang.
Selv om guldvinderne selvfølgelig var gladest for medaljen, landede bronzetagerne derfor på en 'glædes-andenplads'.
Skuffelsen over sølvet kan - måske - påvirke livslængden
En forsker fra universitetet i Utrecht har også beskæftiget sig med emnet.
Doktor Adriaan Kalwij undersøgte for nogle år siden, om der var en sammenhæng mellem OL-deltageres resultater og deres generelle sundhed senere i livet.
I studiet, der blev offentliggjort i tidsskriftet Economics and Human Biology i 2018, så Adriaan Kalwij nærmere på dødsraterne blandt amerikanske, olympiske atleter, siden de første moderne olympiske lege fandt sted i Athen i 1896.
Kalwijs resultater viste, at sølvmedaljevindere i gennemsnit døde mellem 2,4 og 3,9 år tidligere end de atleter, der havde vundet guld.
Da ting som livsstil, alder, kropsbygning og mentale resurser næsten er identiske mellem en guld- og en sølvvinder, kunne de tidligere dødsfald ikke forklares biologisk.
Kalwij konkluderede derfor i sit studie, at det var skuffelsen over sølvet, der havde fået lov til at forplante sig og udgøre en reel helbredsrisiko senere i livet.
- Det forekommer sandsynligt, at den olympiske credo (trosbekendelse, red.) om, at det er vigtigere at deltage end at vinde, ikke afspejler de fleste sølvvinderes følelser, fastslog Adrian Kalwij, hvis rapport kan studeres nærmere her.
Lidt i samme boldgade har endnu to andre forskere, Andrew Oswald og Matthew Rablen, undersøgt levetiden blandt folk, der har vundet en Nobel-pris og dem, der kun opnåede at blive nomineret til én. Deres konklusion var, at vinderne i gennemsnit levede to år længere, skriver avisen The Guardian.
Kristoffer Novrup Henriksen fra Team Danmark er ikke bekendt med de udenlandske studier, men han påpeger vigtigheden af, at man som atlet kan acceptere en skuffelse ved eksempelvis at se en guldmedalje forsvinde for øjnene af én.
- Man skal give sig selv lov til at være frustreret, men man skal ikke dvæle ved et dårligt resultat og grave sig ned i et hul. Jeg synes helt generelt, vi har en sund præstationskultur i Danmark, hvor langt de fleste efter at have fordøjet et resultat er i stand til at glæde sig eksempelvis over en andenplads, så de kan komme videre, siger han.
Team Danmark har for nylig sat gang i et forskningsprojekt, der ventes at være færdigt kort før nytår. Her er formålet igennem spørgeskemaer at undersøge den såkaldte OL-blues blandt atleterne.