Henrik Linigers stemme knækkede, blev dyb og grynet. DR's kommentator fik i al hast nævnt, at han næsten ikke troede på, hvad han var vidne til, mens han råbte Slara Slott Petersen ind i historiebøgerne tilbage i 2016.
Den nu 34-årige hækkeløber vandt en sensationel sølvmedalje i 400 meter hækkeløb ved OL i Rio, og betydningen heraf var ikke til at tage fejl af. Det er et af de bedste resultat en dansk kvinde nogensinde har præsteret ved et OL.
Sara Slott Petersens drøm og målsætning er at slutte karrieren med endnu en finale i samme disciplin, der begynder med indledende heats natten til lørdag.
En drøm, der desværre sluttede med et ærgerligt styrt i semifinalen mandag.
Konkurrencen i Tokyo blev den sidste for Danmarks bedste hækkeløber, der udover OL-sølvet også har vundet guld til EM i 400 meter hæk i 2016, er indehaver af 22 DM-guldmedaljer samt guld ved ungdoms-OL i 2003.
Hun er dog ikke blot en sublim atlet. Hækkeløberen er også en fantastisk person og en rollemodel, fortæller langdistanceløberen Anna Emilie Møller, der stiller op til 3000 meter forhindringsløb.
- Sara Slott Petersen er virkelig erfaren, dygtig og har opnået kæmpe resultater i løbet af sin lange karriere. Og så er hun bare en megasjov og sød person at rejse med. Jeg kommer til at savne hendes selskab på fremtidige ture og træningsdage i hverdagen.
- Hun har været igennem alt, så man kan tale med hende om alt. Hun er bare en fantastisk person, og jeg har kæmpe respekt for hende, forklarer Anne Emilie Møller.
Den 24-årige kalder Sara Slott Petersens resultater for en stor motivation for de yngre generationer, som drømmer om at kunne følge hækkeløberens eksempel.
- Hun har vist, at man kan realisere sine drømme, hvis man vil det nok og arbejder, så hårdt man kan.
- Der er selvfølgelig mange faktorer, som spiller ind, men har man viljestyrken og motivationen til at blive ved med at presse sig selv hver dag, så kan alt lade sig gøre. Det har hun bevist, siger Anna Emilie Møller.
Altid en af de bedste
Hos Dansk Atletik Forbund er man enig: Sara Slott Petersen har betydet enormt meget for sporten og atletikken genrelt. Hendes titler taler for sig selv, fortæller Bo Overgaard, elitechef ved Dansk Atletik Forbund. Hun har præsteret på det højeste niveau, er en fremragende rollemodel og er yderst hjælpsom.
- Sara Slott Petersen er blandt de absolut største navne i danske atletik nogensinde. Vi har atleter, som på forskellig vis har præget dansk atletik: Wilson Kipketer og Joachim B. Olsen for eksempel. Hun er uden tvivl oppe i den kategori og er et stort, internationalt navn og i dansk atletik.
Bo Overgaard kalder Sara Slott Petersen for unik, fordi hun som atlet kan rumme sin holdkammerater, konkurrenter og sin klub.
- Sara er mere komplet end blot det at være atletikudøver. Hun har et menneskeligt ansigt udadtil, hun har altid sin familie med, og hun tænker på sit bagland. Sara Slott Petersen er god til at være ydmyg omkring sine resultater, og det er fantastisk at være en del af.
Den erfarne hækkeløber har også været en stor inspirationskilde for Ole Hesselbjerg, der deltog ved 3000 meter forhindringløb. Sara Slott Petersens seneste finale var ganske vist ved OL i 2016, og hækkelæberen har ikke formået at ende blandt de otte bedste ved de efterfølgende fire mesterskaber.
Det faktum rokker dog ikke ved atletens eftermæle. Sara Slott Petersen har deltaget ved to olympiske lege, og de mange titler skubber hende helt op blandt de allerbedste danske atletikudøvere, mener hendes 31-årige kollega.
- Sara Slott har haft en kæmpe betydning. Lige så længe jeg har dyrket atletik, har hun været en af de bedste i sporten. Hun har vist, at selvom vi er et lille land, er vi konkurrencedygtige. Hun har givet alle atletikudøvere i Danmark en tro på, at man kan konkurrere med de bedste i verden, siger Ole Hesselbjerg.
En flot karriere
Kojo Musah deler samme holdning som sine to medatleter. 100 meter-løberen, der er den første dansker siden 1928, som stiller til start i den mytiske disciplin, er en del af samme træningsgruppe som Sara Slott Petersen i Aarhus 1900.
Den 25-årige Kojo Musah har blandt andet kunne tale med hende om nogle af de afsavn, man oplever som OL-atlet.
- Sara Slott Petersen har betydet rigtig meget generelt og for mit eget vedkommende. Hun har også en familie, som venter derhjemme på hende. Hun er en, jeg har kunnet spare enormt meget med, hvad det angår. Hun fortsatte, selvom OL blev rykket et år, og det er fedt. Hun har haft en flot karriere, som slutter godt, siger Kojo Musah.
Sølvtiden på 53.55 sekunder ved OL i 2016, der fik Henrik Liniger til at skrige sig hæs af begejstring, vil altid stå som en historisk bedrift. Sara Slott Petersen forventer ikke at forsvare medaljesuccesen.
Dels er hun på bar bund i forhold til egen formniveau. Dels er hun seedet som nummer 18 til 400 meter hækkeløb. Selve udfaldet vil dog ikke ændre noget som helst omkring Sara Slott Petersens syn på sin egen karriere.
- Samlet set betyder det dog ikke det store for min karriere. Det ville være et lille aber-dabei, hvis det for eksempel slutter med en 12. plads, for jeg kommer stadig til at være vildt stolt af min karriere, hvad jeg har opnået og det aftryk, jeg efterlader, understreger Sara Slott Petersen.