En historisk beslutning på et trist grundlag.
Således kan det koges ned, hvis man spørger Kronprins Frederik, der er et af to danske medlemmer af IOC.
Tirsdag blev det officielt bekræftet, at OL i Tokyo, der skulle være afholdt fra 24. juli til 9. august, nu udskydes. På et telefonmøde mellem den japanske præsident, Shinzo Abe, og IOC-præsident Thomas Bach, blev det aftalt, at OL udskydes senest til sommeren 2021.
En beslutning, som Kronprins Frederik, dansk IOC-medlem, ikke just har armene i vejret over, selv om årsagen er klokkeklar.
- Arrangørerne af Tokyo 2020 har truffet en tung og historisk beslutning – at udskyde OL. Det er en utrolig trist dag for atleterne og hele eliteidrætten som havde forberedt sig til verdens største sportsbegivenhed.
- Men verden står i en ekstraordinær situation, som ingen havde forudset for bare en måned siden. I dag er det klart for alle, at det ville være uforsvarligt at gennemføre OL til sommer, udtaler Kronprinsen til DR Nyheder.
For nuværende er det ikke aftalt, hvornår OL i stedet vil finde sted, men e af de mange bud er, at OL rykkes fra sommeren 2020 til sommeren 2021, ligesom UEFA har gjort med EM i fodbold.