Der er sportsstjerner, og så er der superstjerner.
De er ofte karakteriseret af mange træningstimer, store triumfer og pokaler samt udfordringer med at kunne færdes frit på åben gade uden bunker af selfies og monotone bevægelser med kuglepennen.
Sidstnævnte har fået den serbiske tennisspiller Novak Djokovic til at fravælge Olympic Village, den olympiske by, under OL i Paris for at kunne bevare sit fokus på den gule tennisbold.
- Jeg bor der ikke, fordi jeg nogle gange synes, det kan være ret, lad os kalde det, overvældende. Man kan nemt blive distraheret, sagde Novak Djokovic til DR Sporten umiddelbart efter sin første opgave under OL. Den meget sikre sejr mod australske Matthew Ebden, som han smadrede 6-0, 6-1.
- Jeg vil bare gerne fokusere på det, jeg skal klare til OL, så jeg forhåbentligt kan gå langt og kæmpe for en medalje til mit land.
Hør serberen fortælle om OL-byen i videoen herunder:
Spansk tennisstjerne har valgt byen til
Og der er måske noget om snakken, det der med ikke at kunne gå i fred.
For hvis man spørger den spanske tv-station TVE, som DR Sporten har talt med, så kan det godt give visse logistiske udfordringer at bo og leve i den olympiske by som superstjerne.
Det unge spanske tennisstjerneskud Carlos Alcaraz, som debuterer som OL-atlet, skulle nemlig bruge en time på at fragte sig selv fra sit værelse ned til den olympiske spisesal.
Måske lige i overkanten, når man som atlet ofte skal fylde brændstof på kroppen.
Men selvom han nu får leveret mad på sit værelse, ser han dog populariteten med positive briller.
- Der er mange mennesker og atleter, der spørger om et billede. Det gælder også for Rafa (Rafael Nadal, red.), sagde han til DR Sporten efter tennisstjernens sikre sejr mod libanesiske Hady Habib lørdag.
- Jeg er glad for at bo i byen med alle de andre atleter, hvor vi alle har respekt for hinanden. Jeg har stor respekt for de andre atleter, så jeg er glad for at få taget billede med dem.
Byen er en unik oplevelse
Novak Djokovic, der vandt bronze til OL i Beijing i 2008 under sin første olympiske deltagelse, har trods sit valg af indkvartering dog positive ting at sige om OL-byen.
Derfor skal han også selv besøge byen, når tiden tillader det mellem stjernens tennisopgaver.
- Den olympiske by er måske den mest fine og unikke oplevelse, som du kan have som atlet. Du spiser og træner sammen som atleter. Det er fantastisk, siger han.
- Jeg har ikke været i OL-byen endnu, men vil gøre det enten i dag(lørdag, red.) eller i morgen, hvor jeg ikke har en kamp.
Novak Djokovic skal først i aktion igen mandag, hvor han, hvis Rafael Nadal som forventet vinder i dag, kan blive den ene part af et unikt OL-øjeblik mellem de to tennisgiganter.
En kamp, du naturligvis kan følge med i på DRTV og på dr.dk.