Der var på forhånd høje forventninger til den danske cykelrytter Kasper Asgreen frem mod enkeltstarten ved OL i Tokyo.
Danskeren leverede et stærkt resultat ved årets Tour de France i samme disciplin med en flot andenplads, og derfor var han da også bragt i spil som en af de seriøse kandidater til at blande sig i kampen om olympisk metal, da enkeltstarten skulle køres onsdag formiddag dansk tid.
Men den 26-årige cykelrytter var desværre aldrig i nærheden af at nærme sig medaljepladserne. Danskeren var niendebedst ved den første mellemtid efter 9,7 kilometer. De efterfølgende mellemtider gav et lille håb om et bedre dansk resultat – med midtvejs på ruten blev det klart, at Asgreen ikke kunne blande sig i toppen blandt de bedste på OL-enkeltstarten.
I stedet måtte han tage til takke med en syvendeplads - 1 minut og 48 sekunder fra den suveræne vinder Primoz Roglic fra Slovenien.
Kasper Asgreen var da også klar i mælet efter løbet, hvor han både pegede på trætte ben og en svær rute som forklaring på, at det ikke blive til medaljer for danskeren i hans første OL-slutrunde.
- Jeg kunne mærke Tour de France i benene. I modsætning til linjeløbet ved OL, hvor man så rigtig mange ryttere, der havde kørt Touren, gøre det rigtigt godt, så er et sæt dieselben fra Touren ikke det optimale at køre en enkeltstart på. I hvert fald ikke på en eksklusiv rute som denne ved OL.
- Med de stigninger, der var, skal du gå over grænsen. Og det er bare skide-svært med et sæt Grand Tour-ben, jeg havde. Og især hvis man ikke rammer dagen, som jeg ikke gjorde i dag, sagde Asgreen.
'Håber på bedre rute i Paris'
Danskeren havde på forhånd frygtet ruten på enkeltstarten ved OL, som var mere kuperet end ønsket – og gav en større fordel til nogle af hans konkurrenter.
Og ruten endte da også med at blive lige så hård, som Asgreen havde frygtet.
- Jeg vidste på forhånd, at det ville blive svært. Som jeg også havde sagt inden, så var top-10 realistisk for mig med denne rute. Hvis jeg virkelig ramte dagen, kunne jeg måske køre med om medaljerne. Det gjorde jeg ikke, og så hører jeg til et sted i top-10, siger Asgreen, der dog har nydt at være med til sit første OL.
- Jeg håber, der bliver mange flere. Og jeg håber, at det bliver med nogle ruter, der passer lidt bedre til mig. Ruten i Paris om tre år ser bedre ud.
Hør hele interviewet med Asgreen herunder:
Ud over vinderen Primoz Roglic, kunne hollandske Tom Dumoulin og australieren Rohan Dennis også glæder sig over at modtage olympisk metal – Dumoulin med sølvet og bronzemedaljen til Dennis.
I kvindernes enkeltstart stillede Emma Norsgaard til start for Danmark, men hun var heller ikke i nærheden af OL-medaljer.
Den danske mester i enkeltstart havde et svært løb fra start til slut. Norsgaard var 3 minutter og 36 sekunder efter den hollandske guldvinder Annemiek van Vleuten og sluttede som nummer 17 af de 25 startende.
Hør Emma Norsgaard fortælle om sit resultat på enkeltstarten her: