Man skal passe på med, hvordan man fejrer sine sportslige bedrifter.
Det fandt den iranske spydkaster Sadegh Beit Sayah ud af lørdag aften.
Her blev iraneren nummer ét i spydkast-finalen ved de paralympiske lege, men efterfølgende fik han frataget sin guldmedalje for at bryde Den Internationale Paralympiske Komités (IPC) regler ad to omgange.
Efter sit andet kast, et længere af slagsen, hvor Sadegh Beit Sayah kastede spyddet 46,84 meter, fejrede han med både hoppen og dansen - men også med at trække fingeren hen over halsen ud mod publikum.
Du kan se kastet og jubelscenen i videoen herunder:
Og efter sit sidste kast - som blot skulle overstås, eftersom han på det tidspunkt allerede var sikret førstepladsen - hev han så et sort flag med rød arabisk skrift frem fra sportstasken og viste det til kameraet.
Begge dele blev tilsyneladende opfattet som brud på reglerne, for han endte med at modtage to gule kort og dermed blive diskvalificeret, inden han overhovedet fik en guldmedalje om halsen.
Til stor undren for chefen for det iranske para-atletikforbund, Aliasghar Hadizadeh. Til det iranske nyhedsbureau Tasnim News, fortæller han, at begge handlinger blev misforstået.
- Den gestus, Beit Sayah lavede, var et almindeligt jubeludbrud for at slå en rekord, og flaget blev taget ud for at vise personlig respekt, siger han.
Tv-producerne klippede hurtigt væk, inden han fremviste flaget, som man kan se i videoen i toppen af artiklen. Flaget kan ses herunder:
Ikke en politisk markering
Der er er ikke kommet nogen officiel udmelding om, hvorfor iraneren blev diskvalificeret, men på arrangørernes hjemmeside, fremgår det, at han har forbrudt sig med regel 8.1, som er de etiske retningslinjer.
Dertil skal atleter ifølge IPC's regel 1.11 også undgå at udtrykke politiske standpunkter under legene. Det mener den iranske spydkaster dog heller ikke, han gjorde, da han hev flaget frem fra tasken.
Ifølge flere medier er flaget en hyldest af en stor figur indenfor Shia-Islam, og spydkasteren mener heller ikke selv, at det er noget, han burde straffes for at vise.
- Jeg foldede flaget ud som et tegn på respekt og hengivenhed, ikke for at fremme nogen politisk dagsorden, siger den iranske spydkaster til der iranske nyhedsbureau.
Den iranske atletikchef og hans 37-årige spydkaster forsøgte at appellere afgørelsen.
Det hjalp dog ikke, og i stedet for iraneren endte indiske Navdeep Singh med at vinde guld.