OL er slut, og det sidste fly med danskere er vendt hjem fra Tokyo.
Mandag eftermiddag landede blandt andre håndboldherrerne, golfspillerne Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen, samt banerytterne Julie Leth og Amalie Dideriksen.
Også flere af dem, der tidligere er kommet hjem, lagde vejen forbi Experimentarium, hvor Johannes Langkilde og Andreas Kraul agerede velkomstkomite.
Men også statsminister Mette Frederiksen, kultur- og kirkeminister Joy Mogensen og kronprins Frederik var til stede for at hylde de danske OL-atleter.
- I har været meget alene denne gang, og måske derfor er det blevet et af de mest følelsesladede olympiske lege, jeg personligt har oplevet. Men absolut på den gode måde.
- At kunne mærke jeres umiddelbare og overstrømmende glæde, var en rigtig stor oplevelse for mig, sagde kronprins Frederik i sin tale til atleterne.
Kronprinsen takkede alle dem, der stod bag atleterne, men hyldede også atleterne, for at bringe følelserne ind i stuerne hjemme i Danmark.
- Det har været en fornøjelse at følge jeres bedrifter og den fornemme måde, hvorpå I har repræsenteret vores flag og vores land. Og vores facon som danskere. Tak for det, sagde kronprins Frederik.
Også statsminister Mette Frederiksen var til stede ved den officielle hyldest af OL-atleterne.
- Jeg vil gerne på vegne af Danmark sige dem tak, fordi det vi ikke ser, når vi ser OL, er de tusindvis af træningstimer, der ligger bag og alt det, de ikke har kunnet gøre, for at være i den form og kunne præstere på vegne af os, siger Mette Frederiksen.
Men hvad er det egentlig, man kommer hjem med udover en eventuel medalje?
Sammenholdet og oplevelserne ifølge Anne-Marie Rindom, der vandt guld i Laser Radial.
- Det er helt fantastisk, at vi har så godt et sammenhold på sejlerlandsholdet. Det betyder så meget, når vi er så meget afsted og ikke er hjemme ved vores familie og venner, siger Anne-Marie Rindom.
Flere af atleterne har været afsted i Tokyo i flere uger.
Både på træningslejre og akklimatiseringsture inden legene, og efterfølgende to og en halv uges konkurrencedage under legene.
Så derfor er det første der skal ske, at komme hjem til familien, fortæller håndboldherrernes anfører, Niklas Landin.
- Det første jeg skal, er at hygge mig lidt med familien. Nyde at man lige har syv dages pause, inden det går løs igen, siger han.
Viktor Axelsen var også forbi Experimentarium i København. Inden det havde OL-guldvinderen besøgt sin barndomsklub i Odense, så det var en mand, der var en anelse træt, DR snakkede med.
- Inden i har jeg haft det fuldstændig fantastisk. Trætheden begynder at melde sig en lillebitte smule, men det er en god træthed, og det er fedt igen at have mulighed for at komme rundt og dele den her guldmedalje med folk, der har fulgt med og støttet op omkring os, mens vi har været i Tokyo, siger Viktor Axelsen.