Hvad lavede du, da du var 14 år gammel? Brite samler på PL-medaljer

Den bare 14-årige brite Bly Twomey vandt torsdag sin anden medalje ved PL i Paris.

Når de fleste 14-årige tager sig et slag bordtennis, foregår det velsagtens i frikvarteret eller i den ene eller anden form for fritidsordning.

Men britiske bordtennisspiller Bly Twomey gør det altså ved de paralympiske lege.

Og endda med stor succes, for torsdag eftermiddag sikrede den purunge brite, som har cerebral parese, nemlig sin anden bronzemedalje ved legene i Paris.

I en tæt semifinale mod den noget ældre modstander, 30-årige Kubra Korkut fra Tyrkiet, trak hun godt nok det korteste strå. Men da der ikke spilles om tredjepladser i bordtennisturneringerne ved de paralympiske lege, var pladsen i semifinalen nok til at sikre hende en bronzemedalje.

Præcis som det var i double-turneringen torsdag i sidste uge, hvor hun også endte med at stå med bronze om halsen.

Bly Twomey her med sin doublemakker Felicity Packard. (Foto: © KACPER PEMPEL, Ritzau Scanpix)

Ikke dårligt, alderen taget i betragtning.

Men allerede nu øjner Bly Twomey metal af den allerfineste karat.

- Jeg er virkelig stolt af at repræsentere mit land, og det har bare været en fantastisk oplevelse, siger hun.

- Det er meget at vinde to bronzemedaljer ved mine første paralympiske lege i en alder af 14, år. Det giver mig en masse håb at vide, at jeg er på samme niveau som de andre. Det giver mig en masse selvtillid, fordi jeg tror, at jeg måske kan vinde guld i fremtiden.

I videoen i toppen af artiklen kan du se hende vinde første sæt mod sin noget ældre modstander i semifinalen.

Udover Bly Twomey har én anden 14-årig også vundet medalje ved årets paralympiske lege i Paris.

Det var svømmeren Cheuk Yan Ng fra Hong Kong, som søndag vandt bronze i 100 meter bryst.

Du kan følge PL i Paris på DR's kanaler, i radioen og her på dr.dk. Ved at følge dette link kan du se, hvornår de danske atleter skal i aktion næste gang.

Rosenmeiers Rejse