Niklas Landins drøm er gået i opfyldelse.
Det danske målvogter-ikon håbede på at slutte sin landsholdkarriere med OL-guld imod Tysklands håndboldherrer, og det lykkedes søndag eftermiddag.
- Det var det, vi alle sammen havde drømt om. Jeg synes, at Mikkel (Hansen, red.) og jeg slutter med det perfekte punktum, siger Niklas Landin til DR Sporten.
Se højdepunkterne fra finalen herunder:
'Jeg er så stolt af at være med i den her æra'
Finalen mod Tyskland var aldrig rigtig spændende. Danmark kom suverænt fra start, så sig aldrig tilbage og kørte paradekørsel på de franske halgulve, inden guldet kom i land med slutresultatet 39-26.
27.000 tilskuere hyldede de danske vindere, ligesom Niklas Landin fik en klapsalve af rang, da han blev udskiftet.
- Det er der ikke mange, som får lov til. Og at det så giver en medaljer med de her fantastiske gutter, det er svært at beskrive, siger Niklas Landin.
Den 35-årige målvogter har vundet alt, der er værd at vinde med det danske landshold.
OL-, VM- og EM-guld ad flere omgange - den slags havde han ikke turdet drømme om, da han fik sin debut i rødt og hvidt i 2008.
- Jeg er så stolt af at være med i den her æra og spillet så mange finaler. Det er svært at forstå i en tid, hvor Frankrig har været altdominerende, at vi har kunnet blandet os, siger Niklas Landin.
Men frygt ej. Selvom Niklas Landin og Mikkel Hansen, to af danske herrehåndbolds absolut største spillere nogesinde, stopper på landsholdet, ser fremtiden meget, meget lys ud, fortsætter han.
- Det er fantastisk, og med den fremtid, som dansk håndbold har, så glæder jeg mig til at følge med, siger Niklas Landin.