Han fylder godt der inde i målet.
Det har den 33-årige tyske målmand Andreas Wolff vist gang på gang. Og ved dette OL har han bestemt ikke glemt, hvordan man står på mål.
For med en gennemsnitlig redningsprocent på 33 har den 198 centimeter høje tysker virkelig holdt niveauet og været en af Tysklands bedste spillere.
Man så det blandt andet i vores sydlige naboers semifinale mod Spanien, hvor Andreas Wolff hev flere store redninger op af lommen i de døende minutter af kampen.
Derfor skal danskerne finde hullerne i den tyske målmands murværk mellem stængerne, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at tage guldet, når de to nationer møder hinanden i OL-finalen lørdag.
Det medgiver landstræner Nikolaj Jacobsen.
- Vi fik det at se i semifinalen, og det skal han helst ikke præstere, ellers bliver det ualmindeligt svært at vinde kampen.
- Så ham skal vi selvfølgelig have nogenlunde styr på, siger landstræneren.
I Tysklands semifinale havde Andreas Wolff en redningsprocent på hele 49.
'Hurtige og lange lemmer'
Når man rager næsten to meter op i luften, har man lange ben og lange arme.
Solen er derfor godt skygget af i de højere luftlag af målet, men på trods af det, har tyskeren heller ingen problemer med at komme ned til gulvet og feje skuddene væk.
Og det er derfor, han så svær at spille mod, siger den danske forsvarsgeneral Henrik Møllgaard.
- Stilen er en lille smule uortodoks. Fordi han er jo egentlig rasende dygtig til at gå en lille smule nedad, men har han jo så hurtige og lange lemmer, at han så lige pludselig også blokerer hele toppen af målet, siger Møllgaard.
Andreas Wolff skiftede for nylig til den tyske storklub THW Kiel. Her er han blevet holdkammerat med den danske fløjspiller Magnus Landin. Tidligere har han også været holdkammerat med Magnus Landins bror, Niklas Landin.
Danskerne kender derfor tyskeren særdeles godt, og de plejer at have styr på ham.
Alligevel er det med stor respekt, når Andreas Wolff bliver omtalt.
- En sindssygt god målmand. Og en målmand, som har vist det i mange måneder. Jeg tror efterhånden, at han er en af de bedste i verden. Så en rigtig dygtig og stor keeper, siger Magnus Landin.
Afgørende duel
Men, men, men.
Tyskerne er ikke alene om at have en god mand mellem stængerne. Danmark har hele to i form af Emil Nielsen og Niklas Landin.
Og dem skal tyskerne frygte, siger Henrik Møllgaard.
- Jeg tror også, at der står et par tyskere og kigger på Niklas og Emil og tænker, puha, hvis det bliver en af de dage, så får vi det også svært, siger han.
Især Emil Nielsen har været sublim til dette OL, mens Niklas Landin flere gange fik vist sig fra sin gode side i semifinalen mod Slovenien.
Kampen kan derfor blive afgjort af mændene mellem stolperne, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Hvis du skulle vælge tre nøgler til en dansk sejr i OL-finale?
- Jamen så er det at vinde målmandsduellen, det er altid godt. At have det bedste forsvar. Det er også altid godt. Og så egentlig bare gå ud og nyde det og glæde sig over, at man er i en OL-finale, siger Nikolaj Jacobsen.
DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har svært ved at forestille sig andet en dansk sejr i finalen.
Du kan se finalen klokken 13.30 på DR1. Du kan også følge den her på dr.dk.