OL-debutanten Gidsel og landsholdet indtog Tokyo i målfest: 'Kunne se på vores start, at vi havde glædet os'

De danske håndboldherrer vandt 47-30 mod Japan i landsholdets første kamp ved OL.

Mathias Gidsel scorede seks mål i kampen mod Japan. (Foto: © Susana Vera, Ritzau Scanpix)

Der var ikke mange i den brede befolkning, der kendte til det nu 22-årige håndboldtalent Mathias Gidsel, da han indtog Kairo ved VM i Egypten i januar.

Han leverede den ene store præstation efter den anden ved slutrunden, og noget tyder på, at danske håndbold- og OL-elskere igen skal forvente en masse scoringer og lækkerier fra landsholdets højre back.

Lørdag eftermiddag kunne han nemlig med seks scoringer bidrage til den imponerende 47-30-sejr over de japanske værter i begge landsholds åbningskamp ved OL.

Du kan se et sammendrag af kampen i videoen herunder:

Kampen blev desuden Mathias Gidsels olympiske debut, og det var noget GOG-spilleren i den grad havde set frem til.

- Det var fedt, lyder det fra Gidsel, der mener, at Danmarks 11-2-føring i starten af kampen var et bevis på, hvor meget spillerne havde set frem til OL-starten.

- Man kunne se på vores start, at vi havde glædet os.

- Det var lidt irriterende at blive ved med at træne, så det var dejligt endelig at spille kamp. Nu glæder vi os bare til den næste, siger Mathias Gidsel.

Den næste kamp mod Egypten bliver højst sandsynligt en helt anden opgave for de danske håndboldherrer, end kampen mod Japan var.

Tænk blot tilbage på VM-kvartfinalen mod egypterne, hvor Danmark i en intens og dramatisk kamp først sikrede sig sejren efter straffekast.

Er kampen ikke frisk i erindringen, kan du se kampen og læse om den her:

Mathias Gidsel og Danmark scorede hele 47 mål mod Japan. (Foto: © Susana Vera, Ritzau Scanpix)

Men kampen mod Japan giver, ifølge Gidsel, ro på i forhold til, at holdet er, hvor holdet skal være efter en OL-åbning.

- Præstationen giver en ro omkring, at vi er der. Den start, vi fik i dag, viste, at vi var klar og havde glædet os.

- Vi ved godt, at det bliver en lang og sej turnering. Allerede om to dage venter der en opgave, som kommer til at stille større krav til os, siger Mathias Gidsel.

Den danske målmand Niklas Landin har modsat Gidsel prøvet at spille en OL-kamp. Han var også en del af det danske hold, der fik guldmedaljer hængt om halsen efter OL-triumfen i Rio for fem år siden.

Han er sikker på, at de kommende egyptiske modstandere, som Danmark spiller mod på mandag klokken 07.15 dansk tid, er sulten efter at få revanche efter kvartfinalen i januar.

- Det er et hold med både ældre og unge spillere. Stjerner, der kommer frem i de næste par år. Det er et hold, som vi har utrolig stor respekt for – også efter, hvad der skete i Egypten.

- Der er i hvert fald nogen, der er sultne efter revanche, siger den danske målmand.

Du kan se kampen mellem Egypten og Danmark på mandag fra klokken 7.00 dansk tid på DR1. Du kan også følge den i tekst på DR.dk.