Der var engang, de glade 00’ere, hvor Danmarks håndboldherrer importerede så meget bronze, at tolderne i Kastrup Lufthavn til sidst må have tænkt ’nu igen?’
Men i 2008 skete det så, endelig. Guldmedaljen ved EM blev forløsningen – og starten – på 13 år med sejre i otte af ti semifinaler.
Vi er blevet et land, der næsten notorisk vinder de store kampe, og denne torsdag viste Mikkel Hansen, Niklas Landin, Mathias Gidsel, og hvem der ellers storspillede igen, at håndboldherrerne er kommet for at blive. På toppen.
For de følelsesmæssige champagnepropper sprængtes lige hér på gulvet i Tokyo. Landstræneren tog sig til hovedet, Mads Mensah brølede og startede en klynge, der hurtigt voksede sig større og større.
Det var vildt. Helt, helt vildt. Danmark er klar til OL-finalen med en sejr på 27-23 over Spanien. Direkte duel med Frankrig om guldet på lørdag. Hold nu op.
Vi frygtede det værste, håbede det bedste. Samtidig vidste vi godt, at hvis Mathias Gidsel blev klarmeldt efter hovedet forleden mødte en norsk albue, ville badutspringeren lave hjulspin fra første fløjt og hele vejen ud i omklædningsrummet.
Og når Mathias Gidsel engang bliver transportminister, vil han som første handling gøre alle veje ensrettede. Sådan spiller han nemlig håndbold – også i en OL-semifinale. Frygtløs igennem på ydersiden og 2-1 til danskerne.
Hvor benene hos forsvarets midterakse i nogle, også for mange, situationer under OL har været som støbt i beton, syntes bevægeligheden og ikke mindst hårdheden mere markant mod Spanien.
Møllgaard og Toft krigede, mens Magnus Landin og Lasse Andersson på backerne vekslede fint mellem at arbejde både bredt og smalt.
De fine arbejdsforhold smittede af i målet, hvor Niklas Landins redninger kunne kickstarte flere danske kontrastød. Det har næppe været Landins bedste slutrunde, men mod Spanien trådte tometermanden op ad den stige, som på sine bedste dage går direkte i håndboldhimmelen. De spektakulære, de instinktive, de sikre. Lidt af det hele.
Modsat så han lillebror Magnus sende danskerne foran 8-5 efter et kvarter.
Det lignede næsten ultimativ kontrol og uhørt afstemthed, da håndboldherrerne bare moste videre. Spanierne skulle i hvert fald være glade for deres egen mur i målet, Gonzalo Perez de Vargas. Ellers havde den danske pauseføring, 14-10, været endnu større.
Sidste scoring, en af de helt vilde, signerede Mikkel Hansen, hvem ellers?, da han efter en spansk reducering med få sekunder igen skød direkte fra midtercirklen på opgiverkast og i nettet. Wow. Bare wow.
Tæt, tæt afgørelse med fornøden dansk ro
Det går hurtigt i håndbold. Fra gode beslutninger til det modsatte krydret med et par spanske scoringer.
Der skulle pludselig ledes længere efter de gode chancer. Heldigvis er Lasse Svan ikke en fløj, som fyrer husleje af i hjørnet. Stærkt presset foretog han en blind overgang, modtog bolden og trak det straffekast, Mikkel Hansen udnyttede til 15-12.
Og nu vi har fat i ham i nummer 24. Er det bare mig, eller får man nogle gange lyst til at se Hansen spille håndbold med bind for øjnene eller lyset slukket? Bare for at få bekræftet, at han ikke er et overmenneske. Pandebånd og panoramaudsyn. Kuglelejer og evig kreativitet med håndleddet.
På et hopskud hang han længe og udnyttede udsynet til at kyle bolden op i det lange hjørne. Perez de Vargas chanceløs i Spaniens mål, danskerne på plus tre med et kvarter igen.
Offensive udfordringer betød syv mod seks-spil dikteret af landstræner Nikolaj Jacobsen. Føringen på to mål var så tilpas smal, at chancerne de sidste ti minutter skulle være store og mange.
Det gav plads på stregen, men Henrik Toft misbrugte en kæmpe chance, da han skød Perez de Vargas lige i krydderbollen. Spanieren fægtede med armene og var langt fra tilfreds. Mundaflæsning på 50 meters afstand er ikke verdens letteste disciplin, men umiddelbart røg der et 'sorry' retur fra Toft.
Og så. Puha. Hårene begyndte at rejse sig og ikke kun, fordi airconditionen herovre kører polartema. Mads Mensah, den dejlige dreng, tog ansvar og bragede 25-22 scoringen i mål. På vej mod egen halvdel råbte han af fulde lungers kraft.
Hvilken scoring, hvilken spiller - og hvilken kamp.
Afstanden var sikret, og da Mikkel Hansen scorede det sidste mål, hans 12. denne aften, var sejren hjemme.
Man fattes ord, selvom ovenstående måske giver det modsatte indtryk. Vi har oplevet så meget med disse håndboldherrer og sørme, om de ikke igen forkæler os med en finale.
Engang var Frankrig dem, man kaldte 'eksperterne' til slutrunder. Lige nu ligner danskerne nogle, som er klar til at overtage det øgenavn.