Vækkeuret ringede tidligere end vanlig for de danske håndboldherrer, og det kunne ses i kampens begyndelse.
Trods offensive udfordringer i kampens indledning var der ikke tvivl om resultatet, da de forsvarende olympiske mestre fra Danmark i nat dansk tid besejrede Bahrain med 31-21 i den tredje gruppekamp ved OL.
Herunder giver DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, karakterer til de danske spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen efter kampen mod Bahrain:
Mathias Gidsel: 7
- Igen, igen en god præstation af den danske højre back. Gidsel leverede mange gode scoringer, men det blev også til for mange afbrændere. Tre af dem var 100 procents chancer.
- Trods det endnu en kamp, hvor Mathias Gidsel igen viser, hvor vigtig han er for det danske landshold.
Mikkel Hansen: 7
- Mikkel Hansen skulle lige bruge et lille kvarter på at finde farten og beslutsomheden i angrebet. Endte med at score fem mål på syv forsøg.
- I anden halvleg trådte han i karakter i 7 mod 6-spillet med Morten Olsen, hvor han boltrede sig som en fisk i vandet med mange frispilninger til fløj og streg. Den disciplin (7 mod 6, red.) er Mikkel Hansen rigtig dygtig til. Defensivt havde han et par blundere.
Magnus Saugstrup: 7
- Efter en svært kamp defensivt mod Egypten var Saugstrup tilbage. Han var forudseende og noget hårdere tacklende. Det var dejligt at se.
- Den danske stregspiller manglede skarphed offensivt og bliver noteret for to scoringer. Hans defensive pligter trækker op.
Lasse Andersson: 7
- Måtte desværre gå ud med en ankelskade efter ti minutter. Jeg krydser virkelig fingre for, at Lasse Andersson kommer tilbage i turneringen.
- Inden skaden leverede han varen med gode aktioner offensivt og solidt forsvarsspil.
Johan Hansen: 10
- Havde fået chancen i dagens kamp, da Lasse Svan holdt kampfri. Det udnyttede Johan Hansen på en fin måde med seks mål på seks forsøg.
- Rigtig god offensiv indsats af fløjen, og der var ikke en finger at sætte på det defensive.
Jacob Holm: 7
- Startede kampen på banen og markerede sig lynhurtigt med gode aktioner og scoringer. Jeg tror, at der var lagt en plan med Jacob Holm, så han ikke spillede så mange minutter. Han var på banen i knap ti minutter.
- Jacob Holm er lige præcis der, hvor han skal være formmæssigt.
Morten Olsen: 7
- Det var skønt at se den danske playmaker på banen igen efter hans lægskade. Morten Olsen var beslutsom, målsøgende og spillede med stort overblik, som vi kender ham.
- Det lover godt for den videre færd i turneringen for den danske playmaker. Han så ikke hæmmet ud af sin skade.
Henrik Toft Hansen: 7
- Toft Hansen spillede stort set hele kampen og gjorde det rigtig godt i den danske defensiv. God variation i forhold til tacklinger og parader og var med til at gøre livet surt for de små vævre Bahrain-spillere.
- Offensivt var han effektiv med tre scoringer på fire forsøg.
Magnus Landin: 4
- Han endte med at score to mål på tre afslutninger og stod solidt plantet i den danske defensiv.
Mads Mensah: 4
- Mensah fik chancen fra start, men han skulle bruge de første 10-15 minutter på at komme ind i opgøret. I defensiven stod han for langt tilbage og manglede fart angrebsmæssigt, hvilket han dog fik løst senere.
- Viste stor kvalitet i angrebet i anden halvleg og lavede tre mål på tre forsøg.
Kevin Møller: 7
- Spillede hele kampen og leverede varen. Blev ikke noteret for et par redninger og endte med en redningsprocent på 30.
- Kevin Møller holder sin formkurve og ser skarp ud.
Emil Jakobsen: 4
- Emil Jakobsen var skiftet ind i truppen på bekostning af Lasse Svan. Han spillede hele første halvleg, men fik ikke meget at arbejde med. Scorede et mål på to forsøg.
Nikolaj Jacobsen: 7
- Nikolaj Jacobsen sendte et godt indstillet dansk hold på banen mod Bahrain. På trods af små udfald leverede holdet mentalt og på banen. En solid kamp mod en atypisk modstander klokken ni om morgenen lokal tid.
- Det var dejligt, at han fandt 7 mod 6-spillet frem, da det danske angreb kom i problemer. Det var med til at knække Bahrain og var god træning.
Henrik Møllgaard: UB
- Uden for bedømmelse
Niklas Landin: UB
- Uden for bedømmelse