Danmarks håndboldherrer er i OL-finalen, men det holdt hårdt.
For Slovenien var tæt på at straffe en sløj dansk præstation i anden halvleg og dermed tvinge fredagens semifinale ud i ekstra spilletid.
Usikkerheden hos landstræner Nikolaj Jacobsens tropper blev dog ikke afgørende i sejren på 31-30, hvorfor de nu kan glæde sig over at skulle spille om olympisk guld på søndag mod Tyskland.
DR Sportens Lars Krogh Jeppesen har uddelt karakterer til holdet efter sejren, og du kan nedenfor dykke ned i dem og samtidig selv bedømme de danske spilleres præstationer.
Niklas Landin: 02
- Niklas Landin spillede 14-15 minutter, og han var på hælene. Skud, der normalt ikke passerer keeperen, gik ind, og det resulterede i en redningsprocent på 10.
Emil Nielsen: 7
- Uden sammenligning Danmarks bedste spiller i første halvleg. Da var han nærmest over det hele og havde otte dejlige redninger på stort set alle slags skud. Desværre for Emil Nielsen tog han ikke flere bolde, hvilket bragte hans redningsprocent ned fra 44 til 28 i løbet af anden halvleg.
Magnus Landin: 7
- Det var skønt at se modet hos Magnus Landin i så vigtig en kamp. Han viste flere gange stor springstyrke og omsatte sine chancer til mål. Samtidig lykkedes han i sine defensive pligter med fysik og overblik. I de sidste 10 minutter gled effektiviteten ud af hans hænder i angrebet, og han brændte tre gange, hvilket trækker karakteren ned.
Emil Jakobsen: 02
- Der var ikke meget tålmodighed over for Emil Jakobsen i kampen mod Slovenien. Han fik blot 13 minutter på banen og blev flået ud efter sin anden misser af Nikolaj Jacobsen, der ikke var tilfreds med hverken indsatsen eller skudkvaliteten fra Emil Jakobsen.
Niclas Kirkeløkke: 4
- For første gang i turneringen fik han hænderne fulde i defensiven. Igen og igen blev han udfordret af den slovenske troldmand Dean Bombac, og det var svært for Niclas Kirkeløkke at finde fodfæste i første halvleg. Det lykkedes han dog bedre med i anden halvleg. Offensivt kom han frem til fire afslutninger, men det blev desværre blot til to mål, hvilket sagtens kan forbedres.
Magnus Saugstrup: 7
- Det var en Magnus Saugstrup, der havde mere fart i benene og bevægede sig bedre end i kvartfinalen mod Sverige. Det var Slovenien udfordringer, og Magnus Saugstrup viste sig flot frem rent fysisk. Den manglede i anden halvleg, og han blev for stillestående over for Vlah og Bombac. I offensiven fik han omsat sin ene chance til et mål.
Mikkel Hansen: 7
- Blev noteret til blot 3 minutter og 37 sekunder på banen, men på trods af begrænset spilletid, var Mikkel Hansen indblandet i meget. I det sidste minut havde han muligheden for at afgøre kampen på et straffekast, men skarpheden manglede og brændte. Han scorede dog fem mål fra syvmeterpletten og viste sit store overblik med fantastiske assists.
Simon Pytlick: 10
- Motoren og energibundet på venstre backen giver aldrig op. Farten var hans motto, og det kan godt være, at der var et par missere undervejs, men Simon Pytlick leverer bare varen igen og igen. Han scorede fire mål, men blev også noteret for ni imponerende assists. Han var den dansker spiller, som var mest i fokus og havde størst indvirkning på det danske angrebsspil.
Rasmus Lauge: 10
- Stor kamp af Rasmus Lauge, som bevæger sig bedre, vinder flere dueller og er mere målfarlig. Jeg efterlyste hans skud i kvartfinalen mod Sverige, og det var lige præcis, det jeg fik i dag. Det resulteret i fire dejlige mål og havde samtidig fire assists. Det er skønt at have ham tilbage i topform.
Mathias Gidsel: 10
- Igen en kamp med fuld spilletid til Mathias Gidsel. Selvom han bremses meget og ikke er så dominerende som i begyndelsen af OL, er det stadig en Mathias Gidsel, som er utrolig vigtig på grund af sin evne til at skabe overtal og tilkæmpe sig straffekast. Læg dertil syv assists og fire scoringer.
Henrik Møllgaard: 02
- Det var tydeligt at se, at små fodrappe spillere med masser af fart ikke er Henrik Møllgaards livret. Det blev tydeligt at se med ham på banen, og den danske landstræner reagerede hurtigt, hvorfor det blot blev til fire minutter på banen, hvor Henrik Møllgaard også fik en enkelt tominutters udvisning.
Lukas Jørgensen: 10
- Igen en pragtkamp, masser af bevægelse og en sikkerhed som amen i kirken fra Lukas Jørgensen. Det er umuligt at se, at han gik ind til turneringen som reserve, og han har grebet chancen. Det kan også aflæses på spilletiden, som er 55 minutter, hvor han scorede fem mål på fem forsøg. Det er ganske enkelt skideflot.
Spillere uden for bedømmelse:
Hans Lindberg og Thomas Arnoldsen.
Nikolaj Jacobsen: 4
- Der er ikke en finger at sætte på hverken farten, indstillingen eller timingen i det danske angrebsspil, som skabte 31 mål. Dog var der andre udfordringer i semifinalen, som jeg synes, den danske landstræner havde mulighed for at reagere lidt hurtigere på.
- I anden halvleg var Danmark udfordret i defensiven, som manglede fysik og højde på Aleks Vlah og Dean Bombac. Jeg forstår taktikken, men den burde have været ændret en smule og blevet mere fysisk, for Slovenien producerede 20 chancer i anden halvleg.