Håndboldbegejstrede med dansk stempel på dåbsattesten må efterhånden føle sig som curlingbørn, når Nikolaj Jacobsens udvalgte indtager parketgulvet i smukke Yoyogi National Stadium og fejer alt modstand af banen ved dette OL i Tokyo.
Hold nu op, hvor er vi egentlig forkælede, nåede man at tænke, mens Mikkel Hansens niende mål - et stående skud - fjernede spindelvævet og sejlede ind i det lange hjørne til slutresultatet 34-28 mod Portugal.
Tilmed på en aften, hvor Lasse Andersson passede sin lægskade på tribunen og lod andre drive tempoet i andenfasen.
I Mads Mensah har landstræneren sig en sikker, højt skattet problemknuser, der ingenlunde er født med ti tommelfinger, men derimod kan lidt af det hele. Skal du have skiftet en vandlås, renset tagrenderne eller løse et portugisisk forsvar, er Mensah din mand.
Passiviteten hos den direkte modstander fik tre gange den 29-årige bagspiller til at spænde buen, løsne sit løbeskud og så stod der 8-6 efter ni minutter. Ganske potente offensive tendenser med herlig fart og direkthed. Markant bedre end forleden mod Egypten.
Men okay, det havde også en bismag af naivitet, når Portugals forsvar flere gange søgte initiativ på den spændende side af tremeteren med fodrappe typer som Jacob Holm og Mathias Gidsel i Danmarks bagkæde.
Det er en del af deres koncept, bevares. Men stadigvæk.
Midt i målfesten, ja det er en 20-19 pausestilling, sad de af os med fint udsyn til banen og undrede sig over, hvorfor Henrik Møllgaard, Magnus Sautstrup og resten af Danmarks forsvar overholdt både coronaregler og afstandkrav inde på banen. Alt, alt for passivt. Tøvende. Træder man frem, er det altså for at slå til Søren. Her findes ingen gylden mellemvej.
Forsvaret fandt sig selv
Først var det Niklas Landin, så Kevin Møller, Landin og igen Møller. Gode arbejdsbetingelser i første halvleg blev næppe det, de danske keepere fremhævede til den efterfølgende MUS-samtale med Nikolaj Jacobsen.
Det skal dog siges, at holdkammeraterne lige strammede skruen efter pausen, og så fik Kevin Møller netop de (få) redninger, der gjorde 22-21 til 26-21. To portugisiske scoringer på 16 minutter. Bravo, og stor ros til manden ved roret for at få kittet sit forsvar sammen.
Modsat valgte Mikkel Hansen at give sin landstræner svar på tiltale, da Jacobsen skreg 'kom nu, Mikkel', så det rungede i hallen. Dårlig løsning i den ene situation, nålestiksoperation i den næste af nummer 24.
Dét indspil til Magnus Saugstrup fik hverken for meget eller for lidt. Afslutning med samme fornemme behandling.
Samtidig holdt Mathias Gidsel for fjerde aften hof. Det er efterhånden svært at finde flere positive ord om den unge knægt, men lad os da i det mindste konstatere, at der er krummer i den 22-årige vestjyde. Velsagtens Danmarks bedste ved slutrunden indtil videre.
Dermed blev det altså fire på stribe for håndboldherrerne. Den 14 slutrundesejr i træk, hvis nogen skulle ske at gå op i den slags. Det gør spillerne næppe, men sådan et OL-guld forsvarer jo ikke sig selv, og det er håndboldherrerne i fuld gang med at bevise.
Vi ses, Sverige. På søndag er det jeres tur.