Groggy Gidsel tvivlsom til semifinale: 'Det skal gå godt de næste 24 timer'

Mathias Gidsel fik et slag til hovedet i kvartfinalen mod Norge.

Mathias Gidsel med en ispose i nakken efter sammenstødet med Sander Sagosen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Mathias Gidsel var i kvartfinalen mod Norge igen en af Danmarks vigtigste spillere, men kampen fik en ærgerlig afslutning for den unge højre back.

Som så mange gange før brød Mathias Gidsel med høj fart gennem modstanderens forsvar, trak et frikast og en to minutters-udvisning.

Men i faldet slog den 22-årige GOG-spiller hovedet og så resten af kampen fra bænken, mens han modtog behandling af landsholdets fysioterapeut Anja David Greve.

Du kan se hændelsen i videoen herunder:

Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, gav onsdag en status på Mathias Gidsel frem mod torsdagens semifinalekamp mod Spanien.

- Det går fremad, men det skal også gå godt fremad de næste 24 timer.

- Der er ingen tvivl om, at han fik en ordentlig tur i går. Lige nu passer vi på ham, så godt vi kan, i håbet om, at han kan nå at blive 100 procent klar til i morgen, siger Nikolaj Jacobsen til DR's udsendte i Tokyo, mens han understreger, at der ikke skal løbes nogen risiko.

- Hovedskader tager vi ikke nogen chancer med. Det er klart, at vi står en OL-semifinale, så vi vil selvfølgelig gå rigtig langt for at få en af vores allervigtigste spillere med, men i sidste ende kommer der også noget efter OL, siger landstræneren om Gidsel.

'OL's bedste spiller' imponerer

Det var nok de færreste danskere, der kendte til Mathias Gidsel inden VM-slutrunden i januar, hvor den unge bagspiller banede vejen til de danske håndboldseeres hjerter med gennembrud og arbejdsiver.

- Ligesom de 5,8 millioner andre (danskere, red.) vidste jeg ikke, at han kunne ramme det niveau så hurtigt til VM, siger Nikolaj Jacobsen.

Mathias Gidsel scorede fire mål på fire forsøg i VM-semifinalen i januar mod Spanien. (Foto: © Mohamed Abd El Ghany, Ritzau Scanpix)

Og siden slutrunden i Kairo i januar har Gidsel ikke sluppet grebet.

Under OL har han været er en konstant kilde til uro for modtandernes forsvar med 35 scoringer og 25 målgivende afleveringer. Fjerdebedst i begge kategorier af alle spillere ved legene i Tokyo.

Noget, der ikke overrasker landstræneren. Og så alligevel.

- Jeg synes, at han er steppet op nu og spiller bedre til OL. Folk har forberedt sig på ham og ved godt, hvem han er, men han holder stadig et ufatteligt højt niveau.

- Denne gang er jeg knap så overrasket. Jeg havde måske ikke set ham som turneringens bedste spiller, som jeg synes, han har været, siger Nikolaj Jacobsen om sin unge spiller.

I den anden ende af aldersskalaen finder man Henrik Møllgaard, der var med til at vinde OL-guld i Rio i 2016. Han er ikke bleg for at rose truppens yngste mand for igen at levere varen til en slutrunde for Danmark.

- Jeg må løfte på hatten over, at han kan fortsætte i samme spor. Han spiller med så stort mod. Det er måske det, jeg er mest imponeret af, siger den 36-årige Aalborg-spiller Henrik Møllgaard, der modtager et spørgsmål fra DR's reporter.

Henrik Møllgaard er 14 år ældre end sin holdkammerat. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Havde du lige så meget energi, da du var 22?

- Nej, det kan jeg love for, jeg ikke havde. Jeg havde nok snakket mere, end Gidsel gør, men mine ben har aldrig været så hurtige, siger Henrik Møllgaard.

Et par hurtige stænger som Danmark forhåbentlig har til rådighed mod spanierne i morgendagens semifinale, der vises klokken 14.00 på DR1.