Vi kom umuligt helt derud, hvor følelser og fatteevne røg samme tur i centrifugen, garanterede landstræner Nikolaj Jacobsen dagen forinden. I ved nok, VM-kvartfinalen i januar mod selvsamme egyptiske mandskab, spænding i overflod, to gange forlænget spilletid og Lasse Svan i Jesus-positur efter det frelsende, afgørende straffekast.
Men det skortede hverken på OL-intensitet eller -nerve, da Danmarks håndboldherrer måtte spænde buen markant mere end i åbningskampen og først efter pausen fik oparbejdet det afgørende forspring i 32-27 sejren over Egypten.
De var toptændte, egypterne, og lignede et landshold, som havde noget på sinde, et budskab. Aftenen i Cairo, hvor knæene sank mod gulvet, mens tårerne trillede, skulle revancheres.
Den stolte afrikanske håndboldnation bumlede afsted. Tungt, tungt pres fra bagkæden mod et dansk forsvar, som lige skulle finde fodfæste. Det var en anelse for fladt omkring Saugstrup og Møllgaard i midten. Hæle mod halgulv.
- Lige en halv meter frem, dirigerede landstræner Jacobsen, men det tog desværre for lang tid, inden dessinerne blev omsat, og så var Egypten foran 4-1.
Så var det straks bedre, da Magnus Saugstrup efter 15 minutter klemte egyptiske Ali Zein, som vi andre klemmer tandpastatuben i de sene aftentimer, når vi, trods kærestens mange opfordringer, igen har glemt at hente nye forsyninger. Fornemt forsvarsarbejde.
Første halvleg blev egentlig noget rod, i hvert fald set med danske briller. Urytmisk og uskønt. Det passede givetvis egypterne ganske fint, mens de bugserede flere tomålsføringer rundt foran sig, 8-6 og 15-13. Samtidig spillede de på alle de berømte tangenter, pæne og ordentlige danske sportsfolk sjældent kender tonerne til.
Stregspiller Mohamed Mamdouh faldt flere gange så let, at der uden tvivl ventede en gylden Oscar-statuette i omklædningsrummet bagefter. Men det virkede.
Stationært var den danske offensiv i længere perioder udfordret, og det var oftest Mathias Gidsel, som fandt løsningerne. Igen en stor kamp af ham.
Der måtte ske noget. Hep, hep, lidt tempo fremad banen. Tak. Og de gange, hvor fart og fornuft flettede fingre i kontrafasen, blev danskerne farlige. Lasse Andersson med drive til 13-14 efter 28 minutter.
Hansen fik indstillet hammeren til sidst
Problemerne med at lirke Egyptens forsvar op fortsatte efter pausen, men så bladrede Nikolaj Jacobsen i sit store kartotek over kompetencer og skuede ned langs bænken, inden han skiftede rundt.
Det kostede Mikkel Hansen en plads på bænken. Alternativerne - en bagkæde med Gidsel, Mads Mensah og Jacob Holm - fik imidlertid fundet nogle af de rum, der syntes svære at ramme de første 30 minutter. Venstre mod højre og via Holm ud til Lasse Svan på højrefløj. 16-15 til Danmark, første rød-hvide føring.
Samtidig overstrålede Niklas Landin sin egyptiske konkollega i det modsatte mål. 11-3, lød redningstatistikken med omkring 20 minutter tilbage. Hér lå også en af forklaringerne på den tiltrængte tremålsføring, 23-20.
Straffekastene blev udnyttet klinisk, men han brændte og brændte og brændte fra distancen, Mikkel Hansen.
Heldigvis leverer store spillere store spil, når det kræves. Med en passivkendelse hængende over sig sprang manden med pandebåndet mod sin egen venstre side, mens verdens bedste håndboldhåndled gjorde resten af det knivskarpe arbejde. Langt hjørne, 29-26. Så var den kamp lukket.
Landstræneren fik ret i sin forudsigelse. Vi nåede aldrig derud, hvor danskerne - som i Cairo - lå i en bunke og jublede til sidst. Men egypterne bed fra sig og mindede os om, at OL-guld nummer to ikke bliver uddelt uden kamp.