Det har kostet Lauge blod, sved og tårer at nå til OL-finalen

Knæskader har kostet Rasmus Lauge flere slutrunder end de fleste, men søndag går en barnedrøm i opfyldelse.

Håndboldherrerne spiller i dag sin tredje OL-finale i træk, men det er Rasmus Lauges første. (Foto: © Sameer al-Doumy, Ritzau Scanpix)

Sent fredag aften, da Danmark havde spillet sig videre til OL-finalen for tredje gang i træk, traskede Rasmus Lauge rundt på banen i Pierre Mauroy Arena i Lille. Omkring ham var 27.000 tilskuere, lettede holdkammerater og en vred landstræner.

Her lod han øjeblikket synke ind.

- Endelig står jeg her – og er sikker på en medalje – det er sgu da fantastisk, siger Rasmus Lauge, da DR Sporten møder ham dagen før OL-finalen.

Hvorfor?

- Historikken, svarer Lauge med alvorstung mine.

Skadeshistorikken, forstås.

Hør Rasmus Lauge fortælle om OL-finalens betydning for ham her.

Kroppen har forsøgt at sige fra mange gange, men hver gang er 33-årige Rasmus Lauge vendt tilbage.

- Jeg har lagt en masse blod, sved og tårer i det her projekt og kæmpet for det i så lang tid.

'Klon Rasmus Lauge'

Det skulle være sket i Rio for otte år siden, men en knæskade tvang Lauge til at melde afbud.

Det skulle være sket i Tokyo for tre år siden, men en korsbåndsskade tvang Lauge til at se med fra sofaen, mens landsholdskammeraterne tog olympisk sølv.

Noget der "gjorde skide ondt".

- Man glædede sig på deres vegne, men var også såret selv, har Rasmus Lauge tidligere sagt.

Nu er Rasmus Lauge dog tilbage, for det er sådan han gør. Kommer tilbage.

Takket være en uhørt stærk mentalitet, som Marija Lojanica, der er fysisk træner i Lauges tidligere klub, Vezprem, har udtrykt det.

- Han er urealistisk professionel og 100 procent dedikeret til sin sport. Mentalt stærk og fremragende i alt, hvad han gør.

- Vi har brug for flere atleter som Rasmus. Jeg ville klone ham, hvis jeg kunne, sagde Marija Lojanica, da DR Sporten besøgte hende i 2022.

Finalen mod Lauges andet hjemland

Når Rasmus Lauge derfor træder ind i hallen til OL-finalen mod Tyskland, hvor viborgenseren har brugt seks år af sit liv på at vinde fire tyske mesterskaber med THW Kiel og SG Flensborg-Handewitt, er det et endeligt bevis på, at alle de ensomme træningstimer har båret frugt.

- Det betyder alt. Det bliver mega fedt. Jeg glæder mig til at komme ind og kæmpe om guldet, siger Lauge, som mangler den fineste olympiske medalje for at fuldende sin landholdskarrieres trofæskab.

DR Sportens håndboldekspert spår en dansk sejr i finalen.

Vigtigst af alt glæder Rasmus Lauge sig til at tage del i den finale, han har drømt om at spille med kammeraterne på landsholdet, hvor han debuterede i 2010.

- At stå derinde og kæmpe med gutterne en sidste gang denne sommer. Det er det, vi alle har drømt om, siger Rasmus Lauge.

Du kan følge OL-finalen i håndbold direkte på DR1 fra klokken 13.30.

Rasmus Lauge (center) debuterede på landsholdet i 2010 og fik sin slutrundedebut for 13 år siden ved VM 2011 i Malmø. (Foto: © Liselotte Sabroe, Scanpix)