Danmark skal have styr på spansk angrebs-es: 'Han er en forfærdelig spiller'

De danske spillere skal lukke Alex Dujshebaev ned, hvis finalen skal i hus.

Alex Dujshebaev er én af Spaniens vigtigste spillere. (Foto: © GONZALO FUENTES, Ritzau Scanpix)

Gennemsnitsalderen for de spanske veteraner på det spanske landshold under OL er 33 år. Der er masser af rutine, vigtige håndboldkampe og endnu flere mål spredt ud på de spanske spillere, der i dag skal forsøge at slå Danmark i OL-semifinalen.

Og så er der Alex Dujshebaev, søn af den tidligere spanske og russiske landsholdslegende, Talant Dujshebaev.

Han sænker med sine 28 år gennemsnitsalderen, og så er han én af dem, det danske landshold har mest respekt for i den vigtige semifinale.

Danmarks forsvarsgeneral, Henrik Møllgaard, er en af de danske spillere, der skal have styr på det spanske angrebs-es, når det senere i dag går løs. Selvom Dujshebaev har sit udgangspunkt fra højre backen, og Møllgaard er en del af midterforsvaret, så kommer de to stadig til at have deres kampe i løbet af semifinalen.

Alex Dujshebaev bliver en stor mundfuld for det danske hold. (Foto: © Martin Bernetti, Ritzau Scanpix)

For han er overalt, den gode Dujshebaev.

- Han er en forfærdelig spiller. Forfærdelig at spille mod. Han kan så mange ting, men han gør næsten alle ting fuldstændigt forkert. Han springer på det forkerte ben, og så er hans timing og de idéer, han får, tit: ’Sådan spiller vi ikke’, siger Henrik Møllgaard om den spanske spiller.

- Men han lykkes med det. Han er enorm dygtig og betyder ekstremt meget for holdet. Når holdet sander til, så er det ham, der finder løsninger. Han kan noget ekstraordinært. Vi ved godt, han står med ansvaret.

Du kan se et sammendrag af Danmarks kvartfinale mod Norge i videoen:

Også landstræner, Nikolaj Jacobsen, er opmærksom på, at der skal være fokus på den stærke højre back.

- Han er en fyr, der godt kan lide de situationer, hvor det er ham, der skal afslutte eller have næstsidste hånd på bolden.

- Det er ikke en helt komplet spiller, men han er ekstrem vigtig for Spanien. Især når det spidser til. Man skal leve med, at han laver nogle mål, siger han.

Det er et godt mesterskabshold

Men det er ikke kun ham, som de danske spillere skal have styr på. For nok er gennemsnitsalderen høj - for et håndboldhold ganske vist - men kollektivet er helt specielt, og de gange Spanien er blevet presset i løbet af turneringen, har holdet fundet ungdommelig styrke.

De gamle cirkusheste kan endnu, og de lægger sig ikke ned på forhånd.

De spanske spillere var lykkelige, da de havde sikret billetten til semifinalen. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO, Ritzau Scanpix)

Hvis det for nogle af de spanske spillere måske er den sidste slutrunde, så er det i hvert fald det sidste OL. Det mener Nikolaj Jacobsen er kommet til udtryk i flere af Spaniens kampe.

- Det er det endegyldige sidste OL for nogle af dem, og det kom også til udtryk i kvartfinalen mod Sverige, hvor holdet egentlig var halvt ude af turneringen. Spanien fik det alligevel vendt rundt, og det har kendetegnet dem i turneringen.

- Når de har haft ryggen mod muren, har de i de fleste kampe vendt det til sejr. Det er et meget rutineret mandskab, vi skal op imod. Jeg håber, at vores fart og ungdommelighed kan slå det mere erfarne hold.

Henrik Møllgaard fremhæver også de spanske spilleres mentale egenskaber, som én af grundene til, at holdet nu står i en semifinale mod Danmark.

- Det er bare et rigtig godt mesterskabshold. De ved nøjagtigt, hvor de har hinanden, og selvom de har fået nogle skader, så har de bare holdt sig inde i kampene.

Forhåbentligt vender tomlen den samme vej efter semifinalen. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

- Jeg har set flere kampe med dem, hvor det ikke rigtigt er gået deres vej, og hvor man har tænkt, at nu knækker de endelig. Men de formår at holde snor i kampen og to fejl senere, så har de overhånden, siger Henrik Møllgaard.

Dujshebaev og gamle cirkusheste. Skal Danmark i finalen, bliver marginalerne vigtige, spår landstræneren.

- Det bliver så tæt og spændende. Det hold, der får de ekstra marginaler, vinder også kampen.

Du kan se semifinalen mellem Danmark og Spanien klokken 14 på DR1 og DRTV eller følge kampen i tekst på DR.dk.