Danmarks OL slutter i semifinalen.
Sådan vil analysen ganske givet lyde for flere fans af de danske håndboldkvinder ved udsigten til at skulle møde Norges stjerneparade i torsdagens afgørende brag.
Men man behøver langt fra at frygte en gentagelse af ydmygelsen på 18-27 i gruppespillet.
Det mener den norske profil Henny Reistad, som scorede tre mål i tirsdagens sejr på 32-15 over Brasilien.
- Hver kamp lever sit eget liv, og jeg tror, at det næste opgør bliver anderledes end det første, siger hun.
For selvom Norge vandt med ni mål i begyndelsen af OL, nærmer danskerne sig de succesrige nordiske søstre, forklarerTeam Esbjerg-stjernen.
- Det kan man se på deres resultater til de sidste par slutrunder, hvor de har været i semifinalen, og de har vist, at de hører med i det internationale topniveau, siger Henny Reistad.
'Vi skal være enormt gode'
Nora Mørk køber heller ikke præmissen om, at storsejren i gruppespillet er et billede på styrkeforholdet mellem Norge og Danmark.
Højrebacken fortæller, at hun og resten af holdet er forberedt på en hård kamp imod det danske landshold.
Under cheftræner Jesper Jensen har det danske landshold taget store skridt fremad og så godt ud i tirsdagens kvartfinalesejr på 29-25 over Holland.
- Det (landsholdet, red.) er først og fremmest en gruppe, som har været samlet i mange år. De spiller i gode klubber, bliver trænet godt og har præsteret flot de sidste par år, siger Nora Mørk.
- Danmark er altid et godt hold og har en masse gode spillere, så vi skal være enormt gode for at slå dem i semifinalen.
Men nu skal det heller ikke lyde som om, at Norge kaster favoritrollen over på Danmark. Henny Reistad og kompagni har "godt styr på" kvartfinalemodstanderne.
- Men de har udviklet sig godt til OL og spillet sig op. Det er et andet dansk hold, vi møder i den næste kamp, siger hun.
Danmark møder Norge i OL-semifinalen torsdag klokken 21.30, og du kan se kampen på DR1 og DRTV. Du kan også følge opgøret i radioen på P4 eller her på dr.dk.