Landsholdet fik tanket selvtillid inden kvartfinalen

De danske håndboldkvinder slog Sydkorea 28-20 i den sidste gruppekamp ved OL.

Mette Tranborg bød ind med et fremragende mål i første halvleg. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

Vejen var allerede lagt, inden Danmark spillede sidste gruppekamp mod Sydkorea lørdag aften.

Danmark kunne således ikke andet end at ende på tredjepladsen i den indledende OL-gruppe og dermed ryge i favnen på Holland i kvartfinalen - uanset resultatet mod koreanerne.

For Sydkorea var kampen til gengæld et spørgsmål om kvartfinale eller farvel. Hvis koreanerne skulle med blandt de bedste otte ved OL, krævede det point mod Danmark.

Det blev det ikke til. Det danske forsvar stod godt imod de hurtige koreanere, Sandra Toft tog imponerende godt fra i målet, og angrebet fandt rytmen i anden halvleg.

Danmark vandt kampen 28-20 og slutter dermed gruppespillet med otte point.

- Det var vigtigt for os at få en storsejr og vise, at vi var meget bedre end Sydkorea i dag. Der har været nogle lidt tætte og ærgerlige kampe, men vi fik sat dem på plads i dag, siger Sandra Toft.

Kvartfinalen mod Holland spilles på tirsdag klokken 09.30.

Fejl avler fejl

Med en fastlåst position i gruppen, en garanteret tredjeplads, havde Jesper Jensen indikeret, at rotation ville blive et tema.

Landstræneren holdt ord fra første fløjt, da bagspilleren Helena Elver startede således på den danske venstre fløj, så Emma Friis kunne hvile stængerne efter sine mange minutter i de første fire gruppekampe.

Jesper Jensen fordelte spilletiden godt i kampen mod Sydkorea. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

Første oplagte scoringsmulighed var sydkoreansk, men Sandra Toft pillede straffekastet, inden Anne Mette Hansen brød igennem og prikkede hul på bylden efter tre målløse minutter.

Det danske forsvar havde fint styr på sydkoreanernes fart og kombinationsspil, Sandra Toft på afslutningerne, men offensivt lavede de danske spillere igen for mange tekniske fejl. Tre styk efter 10 minutters spil.

På et glimrende langskud fra distancen, som ikke kunne være placeret meget bedre, tog undersiden af overliggeren og gik ind, sørgede Mette Tranborg for en dansk føring på 7-4.

Anne Mette Hansen blev inspireret af backkollegaen, sigtede efter samme målhjørne. 8-4.

Landstræneren fortsatte med sin rotation, sendte OL-debutanten Michala Møller på banen og Sarah Iversen ud på højrefløjen, inden hun løb ind på sin vante position på stregen, modtog bolden og loppede Danmark foran med fem.

Føringen gav en smule luft og plads til de mere spøjse afslutninger. Anne Mette Hansen stod for sådan en, da hun i en og samme bevægelse fik kontrol over bolden og skovlede den i mål.

Michala Møller røg også en tur ud som vikar på fløjen. Bolden endte dog på modsatte fløj, hvor Trine Østergaard stensikkert scorede til 11-16.

Fløjspilleren var igen på pletten kort før slutsignalet på første halvleg, da hun modtog en sukkerbold fra Sandra Toft.

Trods fejl og afleveringer uden adresse kunne de danske spillere gå til pause foran 12-8 efter en halvleg, hvor Sandra Toft havde nappet 56 procent af forsøgene imod sig.

Mere rytme efter pausen

Sydkorea fik, som i første halvleg, et tidligt straffekast til at begynde anden halvleg på. Althea Reinhardt kom ind for at stå i vejen, men forgæves.

Det danske modsvar til den hurtige koreanske offensiv var fysik. Sarah Iversen bød ind med for meget, da hun skubbede lige lovligt hårdt til en modstander. Efter et videogennemsyn blev det dog kun takseret til to minutters afsoning på bænken.

Sydkoreas landstræner Henrik Signell forsøgte sig med både 3-3-forsvar og syv mod seks-spil i angrebet, men det ændrede ikke det store. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

Sydkorea var nede med fem og skulle finde en vej tilbage i kampen, hvis ikke OL skulle slutte her. Koreanernes svenske træner Henrik Signell et 3-3-forsvar, som han dog hurtigt gik væk fra igen, da Danmark pillede Sandra Toft ud og spillede med syv markspillere i angrebet.

Kristina Jørgensen, Mette Tranborg, Anne Mette Hansen, Helena Elver. Alle bød ind med scoringer, mens Sandra Toft fortsatte storspillet mellem stængerne.

Sydkoreanerne var klar over, at et OL-exit var under opsejling. Dermed en sidste mulighed for at vise sig frem på den ypperste scene: Et vip i feltet og en reducering til 24-16.

En dansk storsejr var uundgåelig. Klasseforskellen i anden halvleg var simpelthen for stor. Det danske landshold fik fyldt selvtillidsdepoterne inden tirsdagens knald eller fald-kamp i Lille med en ottemålssejr.