Håndboldkvinderne garanterer, at det bliver bedre mod Sverige

Danmark skal forsøge at rejse sig mod Sverige, efter kampen mod Norge for to dage siden, hvor alt gik galt.

Danmark har haft nok at arbejde på til kampen mod Sverige, efter angrebsspillet især svigtede mod Norge. (Foto: © Bernadett Szabo, Ritzau Scanpix)

Den positive vinkel på Danmarks 18-27-nederlag til Norge er umiddelbart meget svær at få øje på.

Sådan er det, når alt går galt – som landsholdskvinderne selv formulerede det – og man lægger fra land med at komme bagud med 2-11.

Skal man alligevel pege på én ting, så er det let at finde forbedringsområder til aftenens kamp mod Sverige. Derfor tør landsholdsstregen Sarah Iversen også godt love en bedre indsats i aftenens kamp mod Sverige.

- Det kommer ikke til at ske to kampe i træk, det garanterer jeg, siger hun til DR Sporten.

Danmark har haft en dag til at se video og træne efter fuseren, og det kommer forhåbentlig til udtryk inden for stregerne, siger bagspilleren Kristina Jørgensen.

- Vi skal prøve at se, om vi kan lære bare lidt af kampen og i hvert fald ikke vise det igen. Vi kæmper alt, vi kan, for at udvikle og blive bedre, og det håber jeg også, man kan se mod Sverige.

Svenskere i topform

Kampen mod Sverige bliver dog langt fra lettere end kampen mod nordmændene at rejse sig i.

Mens Danmark har kæmpet med at komme op i tempo, har svenskerne været nærmest flyvende ud af startblokken, hvor de først slog Norge, inden de fulgte op med at vinde over Tyskland i den anden gruppekamp.

Derfor skal kvindelandsholdet finde et helt andet niveau, hvis det ikke skal blive til endnu en skuffelse i Paris.

- Jeg synes, de var enormt dygtige mod Norge med fart og kraft. De kommer på enorm power, så det er et godt svensk hold, vi skal møde, siger Sarah Iversen om aftenens modstandere, og Kristina Jørgensen stemmer i:

- De er startet virkelig godt. De var virkelig skarpe og aggressive mod Norge og troede på dem selv. Det skal vi ud at bryde.

Du kan se det landskampen mod Sverige klokken 21 på DR1 og DRTV med optakt fra kl. 20.30.