Der var drama indtil sidste de allersidste sekunder.
Men da dommerens sluftfløjt lød, kunne de danske håndboldkvinder løfte armene i vejret med en 28-27 sejr over Tyskland.
Resultatet betyder, at Danmark nu er sikret en plads i kvartfinalen ved OL i Paris.
Det glæder landstræner Jesper Jensen.
- Jeg er lettet og glad. Lettet fordi spillet ikke lige har siddet, men også glad, fordi det skal man være. Det er sgu ikke nogen selvfølge.
- Vi gør rigtig mange gode ting. Vores defensiv står godt. Så kommer vi foran, men så er det, som om at tingene løsner sig for meget eller bliver ukoncentreret. Så begynder vi at brænde store chancer, og vi laver nogle store individuelle fejl, siger landstræneren.
Her kan du se, hvordan det så ud, da danskerne slog Tyskland:
Stor redning i de afgørende sekunder
Slutresultatet blev sikret efter en flot redning i de døende sekunder af den danske målvogter Sandra Toft.
Men det kom på ingen måde bag på den danske landstræner.
- Det er jo det, hun kan. Hun kender spændingsniveauet hos modstanderen. Det vil sige, at når der kommer pres på, så kommer farvoritskuddende. Den tog hun, det er flot, siger Jesper Jensen.
Se redningen her:
Sandra Toft brød da også ud i en stor jubel efter den afgørende redning.
- Jeg havde det fedt, det øjeblik lige der. Jeg var lidt ligeglad med opsamlingen, for jeg havde orienteret mig om, at jeg havde nogen til at samle den op, og så skulle glæden bare ud, siger Sandra Toft.
Tyskland kæmpede sig tilbage i kampen efter at have været bagud ved flere lejligheder.
Men der var ikke tale om nerver, fortæller den danske målvogter.
- Jeg synes ikke, der var nerver på. Vi er ved at trække fra, men så kommer Tyskland tilbage. Det er, som om vi går lidt ned i fart og intensitet. Vi brænder også nogle store chancer, men vi får to point.
Kvartfinale sikret før sidste gruppekamp
Med sejren har de danske håndboldkvinder sikret sig en af de meget eftertragtede kvartfinalebilleter, selvom danskerne fortsat har en gruppekamp tilbage.
Defor var det også en meget tilfreds Mette Tranborg, som DR Sporten talte med efter kampen.
- Det er mega, mega fedt. Det endte med at blive alt for spændende. Det var lidt ligesom Sverige-kampen, vi slipper lidt for meget i perioder. Men at vi endnu en gang formår at tage den til sidst, det er fedt.
Smilet var også stort hos Trine Østergaard, efter det stod klart, at kvartfinalen var i hus.
- Det er en kæmpe drøm for mig at være til OL. Vi har jo høje forventninger til os selv. At komme i en kvartfinale er et kæmpe skridt på vejen, siger hun.
De danske håndboldkvinder spiller sidste gruppekamp mod Sydkorea lørdag klokken 21.