Det danske angreb skal træde i karakter mod Tyskland, siger tidligere landsholdsspiller

De danske håndboldkvinder møder Tyskland i aften, og her skal de danske angrebsspillere ifølge Lotte Grigel stemple ind i turneringen.

Danmark kan sikre en plads i kvartfinalen med en sejr over Tyskland i aften. (Foto: © ARIS MESSINIS, Ritzau Scanpix)

Tre kampe, to sejre og et nederlag til de forsvarende europamestre.

På papiret en godkendt indledning på OL for Jesper Jensen og kvindelandsholdet, men alligevel er det som om, at det ikke helt svinger for Danmark.

Den fornemmelse sidder den tidligere landsholdsspiller Lotte Grigel også med inden aftenens gruppekamp mod Tyskland.

- Jeg vil ikke sige, at det er en make or break-kamp, men den har potentiale til virkelig at få betydning for landsholdets videre færd i turneringen. Ikke bare for at gå videre fra gruppen, men virkelig vise, at det er et hold, man skal regne med i turneringen.

- Vi mangler at se de danske landsholdsspillere have en kamp, hvor det hele bare flyder, og de stempler ind, selvom det var dejligt med sejren over Sverige, siger Lotte Grigel.

Her har angrebsspillet især været bekymrende, men til gengæld trøster hun sig med spillet i den anden ende.

- Jeg synes, at det er positivt, at forsvaret ikke er problemet, fordi angrebsspillet kan man altid ændre taktisk i løbet af turneringen. Forsvaret er en helt anden historie, hvis man har problemer med den del, siger Lotte Grigel, som spillede 112 A-landskampe i løbet af sin karriere.

Mie Højlund er en af de danske bagspillere, der endnu ikke har fundet den olympiske topform. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det handler om at finde flowet

Ved tidligere slutrunder har det danske angrebsspil været kendetegnet ved et godt flow, men den del har været en mangelvare ved OL, og efter tre kampe har danskerne scoret ét mål mindre end bundproppen Slovenien og 21 færre end Tyskland.

- Jeg tror, det handler om, at spillerne skal på bølgelængde og få sat nogle spilsystemer op, som de føler sig trygge i. Det er selvfølgelig Jesper Jensens opgave.

- Det handler virkelig meget om, at de er bevidste om deres roller i angrebet, og det synes jeg har virket lidt løst. Vi har ikke rigtig set dem træde i karakter, som vi plejer at se, og det er noget, der skal rettes ind på det her tidspunkt, siger Lotte Grigel.

Med kampe hver anden dag har Jesper Jensen ikke mange træninger til at rette det danske angreb til. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Aftenens kamp mod Tyskland er en god mulighed for endelig at stemple ind for Danmark og samtidig sikre en plads i kvartfinalerne. Tyskerne har også været svingende i turneringen, hvor en storsejr i den sidste kamp mod Slovenien kom efter nederlag til både Sverige og Sydkorea.

- Det (kampen i aften, red.) er muligheden for, at alle spillere kan få en god følelse og en god kamp.

Kampen mod Tyskland begynder klokken 19 og kan følges direkte i livebloggen på dr.dk samt i P4. TV 2 viser kampen.