Det gigantiske gilde, vi kalder OL, stævnemødet for verdens dygtigste atleter, er i gang, og efter 12 års fravær, ulidelig venten, stod de danske håndboldkvinder torsdag op, mens Fanden ledte efter fodtøj, og slog Slovenien 27-19 i første gruppekamp.
Kamptidspunktet, dommerfløjt klokken 09.00, var uvant, men et lille offer i en større sags tjeneste.
Folk derhjemme står tidligere op for mindre, og hernede i Paris gås ikke bare den ekstra mil, men alt, der måtte være nødvendigt, for at opfylde drømme, se de fem ringe, mærke suset.
I byernes by denne gang. Smukkere bliver det næppe.
En, der har trippet særligt længe, er Sandra Toft. Hun missede legene i 2012 med en knæskade, siden er kvalifikationerne glippet. Tro mig. Placerede arrangørerne kampe klokken 06.00, stod målvogteren personligt, flåede holdkammerater ud af papsengene i den olympiske by og førte skeer i morgenbuffeten.
Hun indledte på bænken og så kollegaen Althea Reinhardt tage fra, men sendte selvfølgelig allerede efter 21 minutter landstræneren lange blikke ved stillingen 10-9 til danskerne.
Foran Reinhardt stod en dansk defensiv, hvor Mette Tranborg efter mere end 400 dages korsbåndsskade gjorde comeback ved et mesterskab og understregede en tilbagevendende pointe: At defensiven under Jesper Jensen har skaffet smør på brødet og medaljer om halsen.
Tranborg og Line Haugsteds indflydelse kan være svær at aflæse i en kamprapport, men må aldrig undervurderes. For når angrebet slider, som det i perioder gjorde mod slovenerne, er det nødvendigt at have fundamentet på plads.
Heldigvis lykkedes det enkelte gange, dog for sjældent, at isolere og iscenesætte Mie Højlund på backerne til dueller. Simpelt, primitivt, effektivt. Hun ragede en del plusser til sig, hvirvelvinden fra Voldum. Det samme gælder træfsikre Trine Østergaard efter 30 minutter med pausestillingen 14-11.
Den fornødne ro
Morgenhåret havde lagt sig, søvnen var gnedet ud af øjnene og foran spillerne, hvis de lige udvidede det klatøjede synsfelt, åbenbarede sig en lavloftet hal med flot fremmøde tidspunktet in mente.
Mange røde plamager på lærredet omkring banen i Arena Paris Sud, hal 6.
En fraktion af et enormt kompleks med 228.000 kvadratmeter under tag. Den franske hovedstads version af Messecenter Herning, som giver mulighed for at vade fra håndbold til bordtennis til volleyball og til vægtløftning i disse uger.
På sin vis vante rammer med alle de slutrunder i herningensernes ditto, selvom den blot præsterer sølle 110.000 kvadratmeter under tag. Man skal dog kende folk på de kanter dårligt, hvis ikke sådanne tal per automatik tænder ti gravemaskiner et sted på Heden.
Spillet begyndte også at minde om noget, vi har set i det midtjyske fra håndboldkvinderne, som sænkede skuldrene, sendte energi ud, tog OL ind.
Slut med at gøre tingene sværere, end de var.
Tre skridt mod baglinjen fra Kristina Jørgensen og et stående riv omkring tremeteren flået ned over fødderne på den slovenske keeper til 16-11. Direkthed er en dejlig dyd, hun rummer, og trykker man folk, som begår sig i fransk håndbold, på maven, falder der store ord om den nu tidligere Metz-spiller.
Hun evner at gøre ting på et niveau - og med en selvtillid - vi sjældent ser.
På landsholdet har Kristina Jørgensen imidlertid kæmpet med at finde sig til rette, men har fået tid til at lande, tålmodigt arbejde fra trænerstaben, og nu er hun ved at vise, hvorfor Jesper Jensen uden tøven vil give hende bolden, når en kamp skal afgøres.
Med frygten for at træde skævt ind i turneringen nogenlunde ud af billedet, fik landstræneren også testet mange konstellationer, mens føringen voksede sig til ti, 26-16.
Mette Tranborg gav den som højrefløj og Helena Elver, nyindskiftet reserve, fik minutter uden stort pres og i de sidste fem minutter af opgøret fik Toft også, hvad hun kom efter.
Forløsende. Hun lignede en, der aldrig ville forlade det gulv igen.
Alle i aktion, alle i gang. Dansk storsejr. Meget bedre bliver det næppe, når Norge venter i kamp to på søndag.