Forslag om regelændring for OL-præsident vækker dansk undren: 'Et meget underligt signal'

DIF-formand kan 'overhovedet ikke' se behovet for at lave regelændring, der kan holde IOC-præsident på posten.

Tyske Thomas Bach har været præsident for IOC siden 2013. (Foto: © Rafiq Maqbool, Associated Press)

Flere medlemslande i den Den Internationale Olympiske Komité (IOC) foreslog søndag, at IOC-præsidenten, Thomas Bach, kan fortsætte ved roret efter hans nuværende præsidentperiode slutter i 2025.

Det strider ellers imod de gældende IOC-regler, der ikke tillader, at en præsident sidder på posten i mere end otte år. En tidsgrænse, som Bach er over, når han rammer slutdatoen for sin anden termin som IOC-præsident i 2025.

Det kræver derfor en ændring af det olympiske charter, hvis Bach skal kunne genopstille. Og det kommer til at ske, hvis det står til Luis Mejia Oviedo, præsident for den olympiske komité i Den Dominikanske Republik.

Han foreslog søndag på IOC-kongressen i Mumbai at ændre det olympiske charter, og han fik opbakning af repræsentanter fra Paraguay, Djibouti og chefen for sammenslutningen af afrikanske olympiske komitéer, Mustapha Berraf.

Men i Danmark møder forslaget hovedrysten fra Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Jeg kan overhovedet ikke se behovet for at tage det skridt. Han skal først gå af i 2025, og termingrænser er først for nyligt blevet indført i IOC, siger Hans Natorp til DR Sporten.

- Thomas Bach er den første præsident under de her regler, og det ville være et meget underligt signal at sende til verden, at man så også er den præsident, der laver det om. Ændrer IOC reglerne for længden for præsidenten, skal der være en virkelig god forklaring på det. Og den er jeg ikke stødt på endnu, siger Hans Natorp.

Hans Natorp har været formand for Danmarks Idrætsforbund siden 2021. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Forslaget har blandt andet mødt opbakning fra japanske Morinari Watanabe, der er præsident i Det Internationale Gymnastikforbund. Samtidig slår han dog fast, at IOC bør være en rollemodel for internationale forbund, når det kommer til såkaldt good governance, altså bestyrelseslokalets pendant til sportsbanens fair play.

Og når IOC selv tidligere har været ude med riven mod andre internationale forbunds lange præsidentperioder, kan det hurtigt blive dobbeltmoralsk, mener Hans Natorp.

- Thomas Bach har ikke været bleg for selv at løfte pegefingeren og opfordre de store internationale forbund til at indføre terminsgrænser. I 2015 gjorde han det over for Fifa, hvor han synes, de skulle få styr på deres politiske poster, siger Natorp.

DIF-formanden understreger, at han "ikke har noget personligt udestående" med IOC-præsidenten, og at det derfor ikke er årsagen til, at de er imod en regelændring, der sætter Thomas Bach som præsident længere end 2025.

- Han er præsident i en meget vanskelig tid, og jeg misunder ham ikke den opgave, han sidder med lige nu, siger Hans Natorp.

Forslaget for regelændringen kom på IOC-kongressen i Mumbai søndag. (Foto: © NIHARIKA KULKARNI, Ritzau Scanpix)

Men Natorp er ikke bleg for at erkende, at de i Danmarks Idrætsforbund ikke just ville være begejstrede, hvis flere år med Bach som præsident vil betyde flere år med IOC-beslutninger på linje med dem, der er taget de seneste år.

- Det er tydeligt, at vi i Danmark ikke er enig med ham i alle de beslutninger, han træffer. For eksempel omkring Rusland og Ruslands plads og rolle i international sport.

- Vi er ikke enige i Thomas Bachs linje, og det fremfører vi.

På IOC-kongressen i Mumbai i søndags udtrykte Thomas Bach selv, at han var beæret over opbakningen fra støtterne. Han holdt sig dog til at fastslå, at han er meget loyal over for det olympiske charter, som i sin nuværende form ikke tillader ham at stille op til genvalg i 2025.