Det sorte får blev skateboardlegende: Nu kæmper Rune Glifberg for de næste generationer

Ven og ekspert Thomas Kring glæder sig over, at Rune Glifberg endelig mærker accepten fra Danmark.

De skulle altid komme i deres store T-shirts, posede bukser og skateboardet under den ene arm. De var sådan nogle, der efter en lang dag på Fælledparkens ubarmhjertige betonlandskab kom retur med hudafskrabninger og tøjet revet i stykker.

Rune Glifberg og Thomas Kring var de sorte får - sammen med resten af 80’er-generationsskaterne vel at mærke.

I folkeskolen, i sportslokalerne. I bussen, som kørte uden dem, hvis de havde det der rullebræt med.

I nat, 30 år senere, vil Thomas Kring sidde i Discovery’s ekspertkommentatorboks, og 46-årige Rune Glifberg vil repræsentere Danmark ved skateboardens første OL nogensinde – som intet mindre end en rullende legende.

- Rune har vundet mange store konkurrencer de sidste 30 år, som medierne ikke har skrevet om, hvilket er tragikomisk. Så det er helt på sin plads, at han får den anderkendelse nu her for alt det, han har opnået, siger skateboardekspert og ven Thomas Kring.

´Jeg har aldrig set Rune være på den måde´

Rune Glifberg og Thomas Kring var teenagere, da de mødte hinanden på Fælledparkens skaterramper og blev bedste venner. Fra da af havde de hinanden, når de til tider blev beordret ned til ”den lille lorterampe bag fodboldbanen” af de ældre skatere, så de kunne få de bedste faciliteter for sig selv.

Imens synet på de to skatere har ændret sig i takt med deres karrierer, er venskabet forblevet det samme. Rune Glifberg og Thomas Kring er stadig træningsmakkere og taler sammen hver dag.

Thomas Kring har faktisk lige fået en sms fra skateren, der skal konkurrere i disciplinen park, og de skal ringe sammen efter dette interview. Noget om, hvorvidt Rune Glifberg får et træningspas inden konkurrencen, og om humøret stadig er højt.

- Jeg har aldrig set Rune være på den måde, som han har været det seneste stykke tid. OL har givet ham nerver på, og han er super spændt. Jeg ved ikke, om han vil indrømme det, men der er et nyt og større forventningspres udefra, som alle OL-skaterne har mærket, og det har også overrasket Rune, siger han.

Thomas Kring (venstre) og Rune Glifberg har været bedste venner, siden de mødte hinanden i Fælledparken som teenagere. - Jeg driller tit Rune med, at han er ekstremt god til at pakke et bagagerum, fordi han går så meget op i, at det skal være ordentligt. Rune er også selvlært arkitekt, og han går op i nogle sjove detaljer, andre ikke altid lægger mærke til, og det tager han med i skateboarding, siger Thomas Kring. (Foto: © Mads Christensen)

I den bedste form nogensinde

Skatere har typisk en mere afslappet tilgang til konkurrencer end andre atleter og har hverken trænere, fysioterapeuter eller familie med dem. Ved OL-kvalifikationsstævnerne troppede skaterne pludselig op med det hele, og journalister og tv ville have fat i dem.

Sporten, som skaterne normalt hellere beskriver som en livstil, en særlig kultur og familie, hvor konkurrencen er sekundær, er blevet alvor for en stund. Skaterne vil vise deres sport og deres kunnen frem for verden og vil fremstå godt på vegne af deres nation.

Alvoren er også gået op for den tidligere X Games-vinder, der det seneste år har trænet som aldrig før; tre-fire gange om ugen med en personlig træner og fem-seks gange om dagen på skateboardet, inden det endte i en fibersprængning midt i juni.

En overbelastning, der ikke kom som en overraskelse for Thomas Kring.

- Han var gået for hårdt til den - også i forhold til, hvad jeg synes godt er. Men Rune har et drive, der sjældent er set, og det har gjort, at han nu er i den bedste form nogensinde, siger Thomas Kring.

Rune Glifberg har været med til at designe skateparken i Fælledparken. Her ses han ved Copenhagen Open. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix Denmark)

Fedt er forbrændt og erstattet af muskler på den 46-årige krop.

Allerede inden konkurrencen har den danske skater mærket det hårde arbejde give pote, da han efter 45 minutters kardiotræning i Tokyos 32-graders varme kunne stå på benene – modsat sine yngre modstandere.

Skaterlegenden kan nok ikke komme uden om, at de der yngre generationer vil vise en smidighed, adræthed og nye tricks, som kun vil give Rune Glifberg minder fra gamle dage.

I stedet kommer han med 30 års erfaring, de 120 procent, han går ind til hver opgave med, og glæden ved at presse sig selv hele tiden.

- Det var en kæmpe udfordring bare at kvalificere mig blandt alle de unge, og den personlige udfordringer tog jeg op. Det har jeg gjort hele mit liv, sagde Rune Glifberg, da han blev interviewet inden nattens konkurrence.

Legebarnet fra Fælledparken

De største konkurrenter er fra Brasilien, USA og Australien, som han ser som de tre medaljetagere. Selv går den danske skater efter en finaleplads, men udelukker ikke at det kan blive til mere.

Thomas Kring er enig. Det vigtigste fokus for at nå dertil har de taget over telefonen mange gange nu. Italesat det og lagt en strategi, der skal løse den danske skaters største udfordring her ved OL.

Lysten til konstant at presse sig selv kan blive en ulempe ved så særlig en begivenhed. Når Rune Glifberg ser, hvor dygtige hans modstandere er, vil han gøre det bedre. Presse sig selv til grænsen og prøve at udføre tricks, der ikke er øvet, og det kan ende med et styrt.

- Han skal finde glæden og legebarnet frem, fra da vi var 16 år i Fælledparken. Glemmer han OL-presset, smider paraderne og finder smilet frem, kan vi forvente en top seks, siger Thomas Kring.

- Vi bidrager med at holde OL cool, siger Rune Glifberg. Her under en træning i Tokyo inden konkurrencen torsdag nat dansk tid, hvor han vil konkurrere mod skatere helt ned til teenagealderen. (Foto: © Ben Curtis)

Accepteret

Men det vigtigste mål nåede Rune Glifberg allerede, da han kvalificerede sig. Han er nemlig på en mission, der er større end selve konkurrencen.

Han håber, den nye opmærksomhed ved OL vil sætte et aftryk i det danske skatermiljø, han selv er vokset op i. I form af flere og bedre skaterparks til de næste generationer, så de vil føle den accept og anerkendelse herhjemme, Rune Glifberg først begynder at mærke nu.

- Mit navn resonerer jo meget mere i dele af udlandet end i Danmark. Så jeg er glad for at være en del af noget, der kan få dem derhjemme til lære at stå på skateboard og følge deres drømme, sagde han inden konkurrencen.

De sorte får er blevet lukket ind i varmen. Men tiden udenfor har netop været med til at give skateboardmiljøet dets helt specielle og familiære kultur. De er venner på tværs af alder, køn og seksuelle præferencer, og det handler ikke om, hvem der er bedst eller kan flyve højest, men om at skabe sin egen stil.

Med de egenskaber mener Rune Glifberg, at OL har mere brug for skateboarding end omvendt. De sorte får har stået ved, hvem de er – selv da de blev smidt ud af bussen, ikke måtte køre på cykelstien, og medierne ikke gad dem.

Dén historie og det nære venskab til skaterlegenden, der er gået forrest i Danmark i tre årtier, gør også torsdag nat helt speciel for Thomas Kring.

- At vi nu står i et OL bringer en glædesfølelse frem – nu er vi blevet accepteret som dem, vi er. Vi kan se frem til et spektakulært show og glæde os over, at vi har en atlet på 46 år, der kan kæmpe mod de unge drenge og være et godt forbillede for dansk skateboarding.

Rune Glifberg konkurrerer fra kl. 02.00 dansk tid, og det kan ses på Discovery.