'Vi brager fremad. Iskoldt, simpelthen'

Den danske herredouble i badminton er videre til semifinalen efter en sejr over verdensmestrene.

Store smil over hele femøren efter sejren i kvartfinalen.

Puha, sikke en kamp.

Den danske herredouble i badminton Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen har banket verdensmestrene fra Sydkorea, og danskerne er dermed videre til semifinalen.

Da den sidste bold landede på sydkoreanernes banehalvdel, brød de to danske herrer ud i stor jubel og dans.

Forståeligt, var de helt oppe at køre efter kampen.

- Det er svært at beskrive, siger Anders Skaarup Rasmussen.

Han er hurtig til at rose sin makker gennem mange år.

- Kim stiller sig op og gør det, han er bedst til. Leverer serverne, og så brager vi fremad. Iskoldt, simpelthen. Groteske kuldegysninger over, hvad vi lige har leveret, siger han.

Se det sidste minut af kampen her.

Man har næsten ikke mere negl tilbage. Igennem kampen skiftede danskerne og sydkoreanerne til at tage hver sit point, og det lignede, de skulle ud i et tredje sæt.

Men danskerne fik det afsluttet i to sæt og trak sig sejrrigt ud af opgøret. Samtidig fik de to venner en lille revanche over sydkoreanerne, som de tabte VM-finalen til sidste år.

- Det er en fysisk hård kamp. De flytter os godt rundt, men det gør vi satme også med dem, det kan man se på dem. Vi spiller fantastisk, siger Kim Astrup.

Hør Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen sætte ord på kampen her.

'Vi er klar'

Nu venter der så en semifinale i morgen.

De to danskere kendte efter deres sejr endnu ikke navnene på fredagens semifinalemodstandere, men det står nu klart, at det er Chi-Lin Wang og Yang Lee fra Taiwan, som Astrup og Skaarup Rasmussen tabte til i det indledende gruppespil, der venter i fredagens dyst om en finaleplads.

- Det glæder vi os til. Vi var enige om, at lodtrækningen egentlig er okay, og nu skal vi gøre arbejdet færdigt, nu hvor vi er kommet i gang. Uanset hvem der står på den anden side af nettet i morgen, er vi klar, lød det fra Kim Astrup, før det stod klart, hvem modstanderen blev.

  • Anders Skaarup Rasmussen fejrede sejren med de mange fremmødte danskere. (Foto: © ARUN SANKAR, Ritzau Scanpix)
  • Herredoublen kvitterede opbakningen fra de mange danskere med en semifinaleplads. (Foto: © ARUN SANKAR, Ritzau Scanpix)
1 / 2

De to danskere brølede efter kampen, men under kampen var der så sandelig også danske brøl fra lægterne.

Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup kvitterede opbakningen med en sejr, og nu glæder de sig bare til at træde ind i hallen igen i morgen.

- Det er den sygeste kulisse, og der er så mange danskere. Familier og hvad der ellers sidder på tribunerne. Det er så fedt, siger Anders Skaarup Rasmussen.

Hvis du vil se mere til de to danske gutter, kan du følge kampen i morgen her på dr.dk. Kampen forventes at gå i gang omkring middagstid fredag. Tidligst klokken 12.00.