'Hold kæft, hvor var det glat derude': Uttrup Ludwig slipper med skrækken efter styrt

Den danske cykelrytter styrtede på lørdagens OL-enkeltstart.

Cecilie Uttrup Ludwig styrtede i en rundkørsel og var i store smerter, da hun gav interview efter OL-enkeltstarten.

Det var en tydeligt mærket Cecilie Uttrup Ludwig, der stillede op til interview efter lørdagens regnfulde enkeltstart.

- Det gør virkelig ondt. Ja… det gør bare virkelig ondt.

- Jeg synes ikke engang, jeg kørte særlig stærkt, men hold kæft, hvor var det glat derude, lød det fra Cecilie Uttrup Ludwig.

Den danske cykelrytter styrtede i en rundkørsel, men kom i mål, i hvad der på daværende tidspunkt var bedste tid. Kort efter blev danskerens tid dog slået med et minut, inden Uttrup Ludwig droslede længere og længere ned i stillingen, som flere ryttere kom i mål.

Australske Grace Brown vandt OL-guld i kvindernes enkeltstart foran briten Anna Henderson og amerikaneren Chloé Dygert.

Cecilie Uttrup Ludwig sluttede på en 24.-plads, mens Emma Norsgaard Bjerg blev nummer 14.

Førstnævnte OL-rytter havde store smerter og blev efter løbet undersøgt. Heldigvis er der ikke tale om nogen brud. Det fortæller Lars Juel Andersen, som er læge for den danske OL-delegation.

- Hun er faldet hårdt ned på venstre hofte og har fået en blodansamling. Ud fra den kliniske vurdering er der heldigvis ikke noget, der er brækket, siger Lars Juel Andersen.

Styrt på styrt

Cecilie Uttrup Ludwig var langt fra den eneste rytter på enkeltstarten, der var en tur i asfalten. En række ryttere styrtede - blandt andre amerikaneren Taylor Knibb, som var nede at vende tre gange.

Vejene i den franske hovedstad var våde og glatte under enkeltstarten. (Foto: © Belga/SIPA/Ritzau Scanpix)

Foruden dagens enkeltstart skal Cecilie Uttrup Ludwig efter planen også køre linjeløbet ved OL. Det løber af stablen søndag den 4. august, og OL-kollega Emma Norsgaard Bjerg er sikker på, at Uttrup Ludwig er fit for fight til den tid.

- Der er en uge til OL (linjeløbet, red.). Hun skal nok nå at komme sig. Hun er en superkvinde, siger Emma Norsgaard Bjerg.

Både Cecilie Uttrup Ludwig og Team Danmark-lægen stemmer i.

- Jeg skal nok blive klar til næste søndag. Vi tager en dag ad gangen, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

- Hun vil have ondt de næste dage, men vi regner med, at hun er klar til at performe fuldt ud om en uge, siger Lars Juel Andersen.

Nu gælder det herrernes enkeltstart, som du kan følge direkte på DRTV, DR1 og i livebloggen herunder: